’Verdens Valdemar’

Han indspillede over 83 film på bare seks år, før han som 32-årig blev fundet død på sit hotelværelse på Rådhuspladsen. Valdemar Psilander blev verdensstjerne på rekordtid og døde med 10 kr. på bankbogen og 188 kr. i kontanter på lommen.

Det klareste stjerneskud på stumfilmens himmel

Forskningsleder Lars-Martin Sørensen | 9. december 2021

TEMA. Han var elsket som en afgud af kvindelige beundrere verden over, russiske og tyske filmblade kårede ham i 1913-14 som læsernes absolutte favoritskuespiller, hans gage hos Nordisk Films Kompagni var astronomisk i forhold til, hvad andre skuespillere fik og han krævede ublu lønforhøjelser uden at rødme. Til gengæld profiterede selskabet lige så stort på hans stjernestatus. Han indspillede over 83 film på bare seks år, før han som 32-årig blev fundet død på sit hotelværelse på Rådhuspladsen. Valdemar Psilander blev verdensstjerne på rekordtid og døde med 10 kr. på bankbogen og 188 kr. i kontanter på lommen.

"Nogen på Nordisk Films Kompagni må have set potentialet i den firskårne Valdemar"

Som flere af sine samtidige kolleger kom Psilander fra en københavnsk arbejderfamilie, hvor pengene var små. Hans kometkarriere foran et filmkamera tog fart efter et lidt mislykket forsøg på at få fodfæste som teaterskuespiller. Men i modsætning til Asta Nielsen, der havde lidt samme skæbne på de skrå brædder og forfulgte en stor karriere i tysk film, blev Psilander i Danmark og grundlagde, hvad man uden blusel kan kalde ’global stjernestatus’ med Nordisk Films Kompagni i Valby som base. Inden Asta og Valdemar for alvor slog deres navne som filmstjerner fast, spillede de sammen i Balletdanserinden og Den sorte Drøm, som begge er fra 1911. I sidstnævnte gav Psilander den som tragisk førsteelsker – en rolle han siden blev castet til gang på gang hos Nordisk. Filmdebut fik han året før hos det lille selskab Regia Kunstfilm med Dorian Grays Portræt, hvor han spillede sammen med Clara Wieth – siden Clara Pontoppidan. Nogen på Nordisk Films Kompagni må have set potentialet i den firskårne Valdemar, for kort tid efter blev han hentet til Valby, hvor selskabet målrettet markedsførte Psilander som stjerne – noget, som var banebrydende i de tidlige 1910’ere.

En kunstart bliver til

Fra filmproduktionen tager fart efter grundlæggelsen af Nordisk Films Kompagni i København og Fotorama i Aarhus i 1906, var filmen – det helt nye påhit – så ringeagtet markedsgøgl, at skuespillere med teaterambitioner insisterede på at optræde anonymt på film. Som en af pionererne, Storm P., udtrykker det: ”Den Gang kunde man ikke være bekendt at filme, en 3die Rangs Skuespiller med mindste Agtelse for sig selv talte kun nedsættende om den nye Opfindelse” 1.  I tiden omkring Psilanders gennembrud – vi skriver 1910-1911 – forandres flere forhold radikalt. De første ’flerspolersfilm’, altså film længere end 10-15 minutter, levner mere plads for tilskuerne til at fordybe sig i handlingen, og dermed engagere sig i aktørerne. Samtidig rykkes kameraet tættere på skuespillerne, så ansigtsmimik bliver en virksom og synlig faktor i filmskuespil. Skuespillerne ses og kan genkendes fra film til film, og selve produktionen professionaliseres. Filmen bliver en egentlig industri med arbejdsdeling mellem manusforfattere, scenografer, instruktører, skuespillere etc., hvor det i de første år var helt almindeligt, at instruktør, hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter – hvis man overhovedet havde et manuskript – var en og samme person, hos Nordisk Films Kompagni som oftest Viggo Larsen.

Stjernen med de mange navne

Da Valdemar Psilander hyres af Nordisk i 1911 kommer han snart i hænderne på en af dansk stumfilms drevne og senere store instruktører, August Blom. Det er Blom, der instruerer gennembrudsfilmen Ved Fængslets Port (1911), hvor Psilander viser spændvidden i sit spil – han er fra første færd andet og mere end blot charmørbraden i de senere så talrige førsteelskerroller, han placeres i.

"De lange kys i filmene fra Danmark deroppe højt imod nord skyldtes det kolde klima. Noget måtte man gøre for at holde varmen"

Filmen blev Psilanders gennembrud, en af Nordisks største succeser og de smægtende filmkys nåede helt til Brasilien, hvor man i Rios filmblade kunne læse, at de lange kys i filmene fra Danmark deroppe højt imod nord skyldtes det kolde klima. Noget måtte man gøre for at holde varmen. 2 Udtalen af Psilanders navn havde man lidt besværligheder med på de kanter, så her gik danske Valdemar lejlighedsvist under efternavnet ’Wuppschlander’, mens man i Rusland ganske enkelt markedsførte Psilander under navnet ’Garrison’. Valdemar Psilander havde pludselig ikke bare ét, men flere navne. Samtidig kom også andre skuespillere op på stumfilmenes fortekster. Clara og Carlo Wieth blev navne, det samme gjorde Olaf Fønss, Augusta Blad, Poul Reumert og Psilanders kone Edith Buemann Psilander. Men ingen af dem blev så store som Valdemar, der angiveligt modtog omkring 2000 fanbreve om året. Selv den store diva, ’Die Asta’ måtte se sig henvist til en andenplads, når de ovenfor nævnte tyske og russiske filmblade kårede Valdemar som læsernes favorit. Måske derfor gav hun ham kælenavnet ’Verdens Valdemar’. Og ikke længe efter premieren på Ved Fængslets Port var han også den bedst betalte skuespiller på Nordisk Films Kompagni. Selskabet gjorde alt hvad de kunne for at gøre Psilander til en rigtig filmstjerne – heriblandt at trykke stjernepostkort og lave små filmvignetter af ham i høj hat og smoking. Valbys bud på en verdensstjerne var Valdemar Psilander.

Valdemar og isbjørnens op- og nedtur

Psilanders karriere falder sammen med, at stjernesystemet bryder igennem internationalt. Tyskerne har ’Die Asta’ og Henny Porten, franskmændene Max Linder, Hollywood Mary Pickford og Florence Lawrence og Danmark, som med Nordisk Films Kompagni er blandt de største producenter i Europa, har Valdemar Psilander. Frem imod Første Verdenskrigs udbrud tordner Nordisk afsted med den ene Psilander-showcase efter den anden. Selv manuskriptskrivningen specialiseres, så man favoriserer Psilanders egen yndlingsforfatter, Harriet Bloch, når der skal vælges et nyt ’Psilander-manus’. Eller faktisk flere. For Psilanders hyre var så høj, at produktionsledelsen på Nordisk udvalgte flere på hinanden følgende manuskripter, så Psilander kunne gå fra optagelsen af den ene film til den næste uden unødvendig afbrydelse. Han fik otte dage til at læse op til sin næste rolle, inden optagelserne gik i gang 3. En uhyre velsmurt maskine blev bygget op om produktionen af Psilander-film. Og stjernen befandt sig tilsyneladende storartet midt i det hele – historierne om og billederne af Psilander med store armbevægelser og champagneglas i hånd er legio.

I 1915 er hans navn så stort, at filmen Evangeliemandens Liv indledes med en vignet, hvor stjernen sidder – angiveligt – ved sit skrivebord og indstuderer rollen til filmen. At der er tale om en iscenesat studieoptagelse er lige så tydeligt, som det er irrelevant: Indledningen til filmen understreger i levende billeder, at her er tale om en Psilander-film, hvor vi som publikum lige får et hurtigt kig på, hvordan den store kunstner har forberedt dét, vi nu skal se. Psilander noterer i manuskriptet, læner sig tænksomt rygende lidt tilbage i stolen, mens han i en dobbelteksponering toner frem i billedet som sin karakter, John Redmond i forskellige faser af filmen. Vi er med helt inde i troldmandens værksted. Og det ligger hos Nordisk Films Kompagni i Valby, hvor kedlerne kører for fuld damp – godt hjulpet af, at Danmark forholder sig neutralt i den verdenskrig, der er brudt ud året før. Er man neutral kan man nemlig sælge sine film på begge sider af fronterne. Og særligt det tysktalende centraleuropæiske marked tager helt overstrømmende imod Valdemar Psilander. Hvad enten han spiller uslebet komediecowboy på hesteryg i Manden uden Fremtid eller løjtnant i flot uniform i krigsdramaet Pro Patria – begge fra 1916.

"Der går chokbølger gennem den danske presse. Var det selvmord? Mord? Hjerteslag? Syfilis?"

Men selvom man kan lave film om og tjene penge på krigen, så bliver det alligevel den, der trækker tæppet væk under Nordisks vilde eventyr som storspiller på det europæiske marked. Selskabet rammes af boykot, fordi det opfattes som tyskvenligt af de allierede og forfølges af en stadig mere krigsnationalistisk branchepresse i Tyskland for ikke at være tysk nok. I Danmark bryder Psilander med selskabet og stifter sit eget ’Psilander Film’, fordi Nordisk siger nej til hans stadig mere exorbitante gagekrav. Den 6. marts 1917 finder man Valdemar Psilander død på sit værelse på Hotel Bristol i København. Der går chokbølger gennem den danske presse. Var det selvmord? Mord? Hjerteslag? Syfilis? 4 Spekulationerne blomstrer. Verden over skrives lange nekrologer, i Tyskland afholdes mindeforestillinger med foredrag om Psilander og i Rusland indspilles fluks en bio-pic om danske ’Garrison’. Nordisk mister sin første og største stjerne. Ved udgangen af Første Verdenskrig nationaliseres selskabets enorme portefølje af aktiver i Tyskland. Psilander er død. Isbjørnens nedtur kan begynde.

Posthumt profitjag og glemsel

Men nedad går det ikke lige med det samme, for hverken Nordisk eller Psilanders popularitet. For den sikre vej for en stor stjerne til at vinde mytologisk status er jo at dø ung. Og to måneder efter Psilanders død får hans karrieres vel nok bedste film, Klovnen, premiere. Her er Psilander i hænderne på den instruktør, der skal tegne Nordisk i det næste årti, A.W. Sandberg. Filmen regnes for en af dansk stumfilms absolutte hovedværker og bliver en dundrende succes – vel næppe helt uanfægtet af Psilanders død. Endvidere har Nordisk Films Kompagni 20 færdige Psilander-film på hylderne, som endnu ikke har haft premiere. Og i Valby er man ikke sene til at køre en større memorabilia-offensiv i stilling. At Valdemar Psilander kort før sin død har brudt med selskabet, betyder tilsyneladende mindre. Der udsendes mindehæfter og helt frem til 1920 skaber Psilander posthum profit for selskabet, når nye ’Minde-film’ får premiere – hertil kommer så repremiererne i årene efter.

"Er man typen, der kender én dansk stumfilmstjerne, så er det snarere Asta Nielsen end Valdemar Psilander, man husker"

Men nogen monumental berømthed forbliver Valdemar Psilander ikke i Danmark. Han får snarere et kapitel i den nationale glemmebog. Er man typen, der kender én dansk stumfilmstjerne, så er det snarere Asta Nielsen end Valdemar Psilander, man husker – det ikoniske look, et stort talent og den reaktualiserede coolnes gør i dag Asta, der kun indspillede fire film i Danmark, til en mere kendt dansk stjerne end Valdemar. Sådan er den kollektive erindring så selektiv og ofte mere farvet af aktuelle dagsordener end fortidens fakta.

I dag kan man som en del af rundvisningerne på Nordisk Film i Valby besøge Valdemar Psilanders garderobe – for sådan en havde han, naturligvis, som den eneste af selskabets skuespillere.

Her på sitet vil vi i det kommende år lægge yderligere 24 film til de 17 vi allerede har langt online, for at udbrede kendskabet til ’Verdens Valdemar’.


Noter

1.  Storm Petersen, Robert (1915). “Mine Teatererindringer”, del VIII–X. In: Masken, 27.6.1915, 252.

2.  Se Rielle Navitskys artikel om Psilanders stjernestatus i Brasilien:”The Arbiter of Elegance”: Psilander’s Stardom and Elite-Oriented Film Culture in Rio de Janeiro i Kosmorama #267

3.  Se Stephan Schröders artikel om Psilanders skræddersyede manuskripter: Screenwriting for a Star: The Scripts for Valdemar Psilander’s Films i Kosmorama #267

4.  Se Isak Thorsens artikel om Psilanders død: Hjerteslag, syfilis, mord eller selvmord i Kosmorama #267

Se Psilanders film



I Psilanders garderobe


I anledning af Nordisk Films 50-års jubilæum i 1956 besøger Edith Buemann Psilander sin afdøde eksmands garderobe, der endnu står bevaret i studierne i Valby. Interviewet er et uddrag fra en reportage produceret af Danmarks Radio.


En dedikeret fan


 

I det det eneste bevarede fanbrev til Valdemar Psilander lovpriser den 53-årige tyske enke Maria von Wallenstern sit store idol. Hun fortæller også en masse om sig selv. Brevet er transskriberet af Professor Stephan Schröder fra Universitet zu Köln, oversat fra tysk af Lektor Emeritus Arne Sørensen og indtalt af redaktør ved Det Danske Filminstitut, Lisbeth Richter Larsen.



Film med Valdemar Psilander