Lau Lauritzen Sr. – Komediens konge

Han er farcernes fyrste, produktivitetens prins, og komediens konge. Her er historien om dansk films mest arbejdsomme lattermager.

Hvis alle danske stumfilm stod på rad og række, ville hans film udgøre en tiendedel. Med 252 film er han dansk filmhistories mest produktive instruktør, men han huskes næsten udelukkende som geniet bag den komiske duo: vagabondmakkerparret Fyrtårnet og Bivognen. Det er på tide at trække Lau Lauritzen Senior og hans mange korte komedier frem i lyset.

Rasmus J. Simonsen, formidler | 24. oktober 2023

Der er noget urkomisk over gentagelser. Om det er noget, købmand Martin Lauritzen har tænkt, da han døbte sin søn Lauritz Lauritzen er ikke til at sige. Og om Lau Lauritzens iboende gentagelse ubevidst har styret ham mod et liv i filmhumorens tegn, kan man ligeledes kun gisne om. I instruktørstolen bliver den humoristiske gentagelse ifølge hans søn det foretrukne middel til at irettesætte gumpetunge filmteknikere – hellere spydig sarkasme end hævet stemme. Og selv Lau Lauritzens skideballer er sjove at høre på.

Også privat omfavner Lau Lauritzen gentagelsen; han vælger at kalde sin søn Lau Lauritzen Jr. og bruger allitterationer i stribevis af titler på sine Fy og Bi-film: Daarskab, Dyd og Driverter, Ole Opfinders Offer, Kys, Klap og Kommers og mange, mange flere, som ikke skal gentages her.

Fra løjtnant til lattermager

Lau Lauritzens vej til filmen går via et sted, hvor der ikke er særligt meget at grine af; militæret. Han bliver løjtnant i 1901, men vælger at afbryde karrieren i 1905 for et karriereforsøg som teaterskuespiller. I 1907 debuterer han på Aarhus Teater, siden følger roller på Casino og Det Ny Teater. I det københavnske teatermiljø bliver Lau Lauritzens oprigtige jyske dialekt en særegen kvalitet, som han opnår folkelig publikumssucces med. Det verbale viser sig sidenhen ikke nok for Lau Lauritzen, hvis ivrige fingre kribler efter at begå skriftlige strabadser.

I 1911 får Lauritzen en fod ind i filmens verden, nu som manuskriptforfatter med en smule skuespil ved siden af. Hans instruktørdebut kommer snart efter hans ansættelse hos Nordisk Films Kompagni i 1914. På trods af den socialrealistisk klingende titel, Herberg for Hjemløse, er Lau Lauritzens debutfilm en skarp forvekslingskomedie. I filmen mistænker herbergsforstanderen en stamgæstende vagabond for at være en kritisk journalist, som under dække graver i forholdene på herberget. Den vakse vagabond ser straks sit snit til at lade den oppustede forstander kravle på knæene for at forpleje ham. Kimen lægges til en karriere fyldt med humor om magtforhold og sympati for den lille mand.

Direktør for Nordisk Films Kompagni Ole Olsen – en navnebroder i gentagelsen – må have set et potentiale i den unge instruktør, for Lau Lauritzen får straks lov til at lave mange flere komedier. Rigtig mange. Om Ole Olsen virkelig værdsatte Lau Lauritzens komedier for humorens skyld, eller for deres indbringende popularitet er uvist – men sikkert er det, at Olsen kunne grine hele vejen til banken.

I sin tid som instruktør hos Nordisk Films Kompagni fra 1914-1919, iscenesætter Lau Lauritzen svimlende 203 film. I løbet af 1916 kværner han nærmest en ny komedie ud hver uge. På trods af – eller måske på grund af – det spurtende produktionstempo og en høj grad af improvisation, så stråler værkerne af passioneret komisk ildhu. Det kan nærmest mærkes på komedierne, at det også har været sjovt at producere dem. 

Familiære farcer

De folkekære filmfarcer fra 1900’erne og starten af 1910’erne gøder jorden med genkendelige stereotyper og karikaturer i gakkede situationer. Lau Lauritzen viser sig at have sans for at videreføre og udvikle en række komiske troper. 

Familie er jo ikke til at komme uden om, og familiekonflikter er uundgåelige. Dusinvis af Lau Lauritzens film drejer sig om det familiære knas; de knotne koner, tamme tøffelhelte og strikse svigermødre. Den eneste redning for de stakkels mænd er at stikke af hjemmefra og tage på druktur med drengene – mønstret ses både i Flyttedags-kvaler, En bevæget Nat og Tøffelheltens fødselsdag. Og den natlige hjemkomst forvolder altid problemer, der som regel får politiet involveret. Komediernes svage mænd og stærke kvinder virker nærmest som moderne historiefortælling. Men det har været velkendt og hverdagsligt for over 100 år siden.

Nærige familiemedlemmer har nok eksisteret lige så længe som penge. I En slem Dreng slår en rig onkel hånden af sin fattige nevø, fordi han forlover sig med en simpel ballerina. Den nærige onkel får en velfortjent lærestreg, da han narres til at adoptere nevøens velvoksne svoger, som udgiver sig for at være en uvorn tiårig dreng. I Metode i Galskaben har vi derimod sympati for den rige onkel Bims, hvis nevø og niece kun smiler og nikker servilt i håb om pengegaver fra Amerika. Når smålige og grådige familiemedlemmer udstilles gennem humoren, viser Lau Lauritzens komedier en sympatisk retfærdighedssans bag en facade af sjov og ballade. 

Retfærdigheden rammer også charlataner på chikanerende charmeoffensiv. I Skaf mig en Kæreste er en skamløs skørtejæger på rov, men fanger ikke noget bytte eller nogen hentydning – indtil en smuk, ung pige inviterer ham på stævnemøde på konditoriet. Mistænkeligt nok er den kvikke pige intetsteds at finde – men det er en håndfuld andre bondefangede mænd. Hårdere behandling får den sleske baron Dandy i Frøken Theodor for at have serie-stalket unge elever fra pigeskolen. En af pigernes storebror forklæder sig som “frøken Theodor” og forfører baronen med hjem til en håndfuld øretæver. Den gamle gris og hans dyriske drifter har krævet sin straf.

Lau Lauritzens sjove slæng

Skuespillere er for instruktøren, hvad penslen er for maleren. Tidligt i karrieren allierer Lau Lauritzen sig med en række førende farce- og revyskuespillere. De fem nedenstående skuespillerportrætter er udvalgt efter antallet af Lau-komedier, de medvirkede i, og fordi de repræsenterer bestemte arketyper af karakterer.
 

Frederik Buch

Oscar Stribolt

Lauritz Olsen

Betzy Kofoed

Agnes Andersen

Kønnenes kamp

Alene ud fra tallene virker Lau Lauritzen mere loyal for sine mandlige skuespillere, hvor en vilkårlig håndfuld af de mest brugte – eksempelvis Frederik Buch, Oscar Stribolt og Lauritz Olsen – medvirker i dobbelt så mange film som de oftest anvendte kvindelige kolleger. En forklaring er selvfølgelig at filmene altid har mænd i hovedrollerne, mens kvinderne maks besidder en bærende birolle. Selvom der bruges virkelig mange kvindelige skuespillere gennem årene, så skifter Lau Lauritzen dem ud, som han skifter sko.

De kvindelige arketyper i filmene er også tydeligt præget af deres samtid. Ældre skuespillerinder ses uafladeligt i roller som gamle koner – i bedste fald er de kedelige og i værste fald direkte modbydelige eller farlige for deres stakkels mænd. Derimod er de yngre kvinderoller ofte et spændende sidespring. De handler med snilde og fornuft. De unge kvinder er smukke og forførende, og komediernes dumme mænd hopper og danser for at behage dem. Lau Lauritzen selv var gift og fraskilt to gange. Måske er der en sammenhæng?

Komediernes konge

Til trods for mange af de stumme komediers banale slapstick eller outrerede kønsstereotype omdrejningspunkter, er der ofte tydelige ting, der får Lau Lauritzens film til at hæve sig over samtidens farcer. 

Lau Lauritzen kan sagtens spidde de endimensionelle stereotyper, som de hverdagslige komedier ofte bygger på. I Nellys Riddere proklamerer tre samboende ungkarle åbenlyst, at de er kvindefjendske. Men da den unge pige Nelly har brug for hjælp, skifter de tre kvindehadere til hjælpsomme helteskikkelser. Dermed er filmen ikke færdig med at lege med publikums forventninger; Nelly er stukket af hjemmefra, fordi hendes far, den berygtede mesterbokser Bømann, ikke billiger hendes forlovelse med kæresten Tobby. En rasende Bømann opsnuser ungkarlehybelen, og så er det kun et spørgsmål om, hvor mange øretæver de tre ungersvende kan holde til, inden Tobby ankommer med en præst, der kan vie ham og Nelly. Planen lykkes, men den temperamentsfulde Bømann viser sig også lunefuld. I stedet for raseri over at blive taget ved næsen, er han pavestolt over sin datters og svigersøns autoritetsoprør og skænker dem sin velsignelse. En uventet hjertevarm slutning på konflikten.

Af og til overskrider komedierne både tid, rum og rimelighedens grænser. I Han spiller Fodbold går den fodboldglade rentier Backs barnlige entusiasme og opførsel konstant på sin hustrus nerver. Da fru Back opdager, at hr. Back har meldt sig til en oldboys-fodboldkamp, giver hun den gamle mand stuearrest, som var han et andet uvornt barn. Men nu er filmens barnlige løjer forbi, for hr. Back ser nemlig kun én udvej: at forfalske sit eget blodige selvmord. Han indsmører sin hals i mørkerødt kondiment, tager sin barberkniv i hånden, og skriger i dødsrallen. Den “afdøde” bliver nu hentet i ambulance, men i et hvidt klæde stikker han af, tager til oldboys-kampen, og scorer det afgørende mål. Til slut vender den afdøde hjem og “hjemsøger” sin sørgende kone, indtil hun lover at være sød mod ham igen. Selv over 100 år efter virker filmens præmis genkendelig, men plottet udvikler sig komplet vanvittigt – kunne man overhovedet forestille sig at lave det i dag?

Tidens tand

Når man ser stumme komedier i 2023, bliver man overrasket over hvor tilgængelige og genkendelige, de faktisk er. Over 100 års samfundsudvikling har ikke skubbet til mange af de jokes, vi stadig gentager om fjollede mænd, sure koner og strenge svigermødre. Forvekslinger, drukture med vennerne og klodset romantik danner stadig grobund for nutidens komediefilm. Var Lau Lauritzen-komedierne bare foran deres tid eller har filmkomikken og publikum slet og ret ikke rykket sig humoristisk siden 1910’erne?

Det vigtigste referenceværk om dansk stumfilm behandler komediegenren som en fodnote. Mens der gives en del spalteplads til Lau Lauritzens Fy og Bi-film og deres popularitet i 1920’erne, så er det ofte for filmenes økonomiske eksportsucces og ikke deres komiske indhold. Filmhistoriker og stumfilmsekspert Marguerite Engberg bruger ikke mange linjer på Lau Lauritzens korte komedier, selvom de udgør omkring en tiendedel af samtlige danske stumfilm: “[man kan] karakterisere dem som elskværdige, ofte med en ganske pudsig intrige; men nogen egentlig sans for timing fik Lau Lauritzen aldrig”. Så vidt Engberg om Danmarks mest produktive filminstruktør.

Den der ler sidst…

På Nordisk Films Kompagnis 50 års jubilæum i 1956 udgiver selskabet en antologi, hvori Lau Lauritzen Sr.’s eftermæle holdes i hævd af Lau Lauritzen Jr., som allerede i årtier har trådt i fars fodspor som filminstruktør. Junior dedikerer hele sit afsnit til sin far og hans stumme komediefilms succes: “Når disse film opnåede en uhyre popularitet over det meste af kloden, så skyldtes det ikke udelukkende, at de var fyldt med gags som filmologerne af idag kun ville betegne som fald på halen komedie, men tillige at de altid indeholdt en lille menneskelig historie”. Man kommer for grinet, men bliver for den sympatiske og genkendelige fortælling.

Ingen konge hersker for evigt, og i 1938 lider Lau Lauritzen Sr. et hjerteanfald i en alder af 60 år – selvfølgelig midt under forberedelser til en ny film. Måske den livslange produktivitets pris. Filmen ville have været hans nummer 253 som instruktør, men han må nøjes med rekorden på 252.

Lau Lauritzen Sr. ender aldrig med at gøre højpandede filmiske armbevægelser eller krampagtige forsøg på at puste komedierne op som noget større end de er. Tværtimod forbliver han selvsikkert plantet i den hverdagslige komedie med de sympatiske karaktertræk. Lau Lauritzen-filmenes humor swingede gennem årtier med publikum, og nu – over hundrede år efter – kan vi stadig grine af de samme komiske gentagelser. 


Litteratur

Engberg, Marguerite (1977): Dansk stumfilm - De store år, bind II. Rhodos, København.

Jakobsen, Lars (2002): Fyrtårnet og Bivognen - filmens helte. Wisby & Wilkens, Viborg.

Lauritzen Jr., Lau (1956): “Lau Lauritzen sen.”, i Kragh-Jacobsen, Svend; Balling, Erik; Sevel, Ove (red.): 50 aar i dansk film. C. Th. Thomsens Bogtrykkeri, København.


Rasmus J. Simonsen, formidler | 24. oktober 2023

Lau Lauritzen Sr.'s korte komedier