Spøjse typer kommer galt af sted

En guvernante på afveje, Don Juan-drømme hos en oberst og slemt tørstige festaber – de tidlige farcer befolkes af karikerede figurer, der styrter rundt styret af simple lyster. Selvom filmene dengang blev betragtet som letfordøjeligt fyld, er det dog endnu muligt at spore mange af datidens temaer i nutidens storsælgende komedier.

Da korte komedier blev proppet ind i biograferne

Jeppe Mørch | 1. april 2020

TEMA. Ordene ’kødfars’ og ’filmfarce’ stammer begge fra det latinske verbum ’farcire’, der betyder ’fylde ind i’ eller ’proppe’, og det var faktisk sådan, de korte komedier blev anvendt i den danske stumfilmæras biografer. De små, muntre film om narrestreger fungerede nemlig som fyld i datidens aftenprogrammer. Enten pressede man dem sammen til en kavalkade, eller også kunne de serveres som en hurtig lattervækkende dessert efter en større hovedret, som på det tidspunkt ofte bestod af et kærlighedsdrama.

Farcen tager form

Allerede ved historiens første filmfremvisning 28. december 1895 i Grand Café, havde brødrene Lumière en farce på menuen. Som film nummer seks ud af ni havde de klemt L'Arroseur Arrosé ind, og her introduceres mange af den korte komedies kendetegn, når en klejn baryl driver gæk med en gartner. 

Den arbejdende mand vander sit bed, da en dreng kommer ind i billedet med en lyst til at drille. Han placerer sin fod på slangen, så vandet holdes inde, hvilket får den intetanende gartner til at stirre vantro ned i mundingen. Så fjerner drengen foden, og gartneren vandes. Optrinnet afsluttes med en kort jagt, havemanden løber efter sin plageånd, for straffen må naturligvis være smæk. En skælmsk plan, udførelsen af denne, et hidsigt offer, en konfrontation og en jagt var med andre ord de ingredienser, der fra filmmediets første stund udgjorde farcen.

Også i Danmark blev karambolage og spørgsmålet om, hvem der ved hvad hvornår den simple dramaturgiske motor i de komiske stumfilm. Men det var nu oftere alkohol end vand, der satte gang i løjerne herhjemme. 

Slave af situationen

Men før intrigante mænd med snaps som tændvæske begyndte at konspirere mod deres hustruer på tilrøgede beværtninger, blev det danske publikum præsenteret for endnu mere enkle optræk til ballade. I tobindsværket Dansk stumfilm udpeger filmforskningspioner Marguerite Engberg situationsfarcen som den simpleste af de korte komedier, og en sådan baserer sig på én skæg idé.

I Den nærsynede Guvernante fra 1909 insisterer titelpersonen på at læse avis, selvom hun vandrer rundt i en park med den lille pige, hun har ansvaret for. Det gør selvsagt guvernanten verdensfjern, og hun kommer galt af sted ved at sætte sig på en nymalet bænk, før dumhederne kulminerer med, at hun fører det forkerte barn hjem til sine arbejdsgivere, forældrene. Hver scene er et samlet hele, der viser ét problem ved at være distræt og synshæmmet frem ad gangen. Et klip indikerer ny scene og en eskalation af præmissen. 

Filmen igennem bærer hovedpersonen en svulstig blomsterhat, og det synes at være en gængs holdning blandt datidens filmskabere: Skal det være sjovt, skal der hat på. 

Netop den idé udgør sågar hele En ny Hat til Madammen fra 1906. En ung kvinde vælger hos modisten en grotesk stor damehat for hernæst at ødelægge eget klunkehjem og byens stræder med den monstrøse hovedbeklædning. Viggo Larsen har instrueret, og han står også bag farce-trickfilmen Heksen og Cyklisten (1909), som Engberg hylder som den måske ”fikseste farce, Nordisk Film nogensinde har produceret”. Med datidens tekniske begrænsninger in mente imponerer opfindsomheden bag endnu i dag, for en skælmsk heksemutter tryller med en sagesløs motionist, til han er helt ør. Han tvinges til at køre baglæns, og samtidig ændres cyklens form, hver gang troldkvinden synes, den skal ændres.

Her i 2020 har vi næppe hørt den sidste joke om en træls svigermor, og skiftes avisen ud med en iPhone, bliver verdensfjernheden pludselig aldeles genkendelig.

Der fandtes også destruktionsfarcer. Anarkistens Svigermor (1906) er et eksempel. Filmen skildrer en presset mand, der til sidst vælger at sprænge sin hustrus mor i luften med dynamit for at genetablere husfreden. 

Guvernanten og anarkisten skejede ud for over 100 år siden, og dog synes tankerne bag endnu ikke fuldstændigt forældede. Her i 2020 har vi næppe hørt den sidste joke om en træls svigermor, og skiftes avisen ud med en iPhone, bliver verdensfjernheden pludselig aldeles genkendelig. 

Det er bare typer

Dræber man som filmskaber indenfor komediegenren en kvinde med dynamit, er det afgørende, at publikum ikke nærer for varme følelser for afdøde. I filmfarcerne måtte det ikke være oprigtigt synd for nogen, så manuskriptforfatterne og instruktørerne arbejdede med typer –  ikke med egentlige, nuancerede mennesker. 

Det ses særligt tydeligt i revymanden Carl Alstrups København ved Nat (1910), hvor fulde mænd uden fortid og fremtid får lov at tumle rundt i 25 minutter. De repræsenterer ikke alkoholisme, personlige problemer eller andre skyggesider ved en værtshustilværelse. De vil bare gerne danse og drikke. Filmforsker Ron Mottram er ikke begejstret for eskapaderne. ”Overall, the film has little to recommend it,” skriver han i The Danish Cinema Before Dreyer, og dog kan det være vanskeligt ikke at smile af kugleformede Oscar Stribolts evne til at sprælle og grimassere som en døddrukken. 

Stribolt fjoller sig flot igennem utroligt mange af stumfilmskomedierne, og under et fotografi af ham i badetøj skriver Marguerite Engberg i sin bog: ”Fede skuespillere har altid været populære her i landet”.

Nogle måneder før København ved nat havde premiere, var Urban Gads ikoniske kærlighedsdrama Afgrunden blevet vist frem for begejstrede publikummer. Når Alstrup propper en ’øgledans’ og en ’sugevals’ ind i sin drukfarce, kan det opfattes som et satirisk vink til Asta Nielsen og Poul Reumerts dristige gauchodans. 

Ungkarl og Ægtemand (1915) og Flyttedags-Kvaler (1915) handler ligeledes om mænd med en lille plimmelim på og et ønske om at komme lidt væk fra konerne derhjemme. Ude af billedet er Første Verdenskrigs rædsler og skyttegrave, som andre film i samtiden handlede om. Farcen dyrker i stedet entydigt en mands jævne ønske om at flygte fra hverdagens små irritationer. Unge kvinder og sjusser er sjovere end flytning og ægteskab lyder det ubekymrede budskab.  

Farceprægede lystspil på samlebånd

Flyttekomedien er instrueret af den yderst produktive Lau Lauritzen Sr. Efter en kort militærkarriere i begyndelsen af 1900-tallet begyndte Lau at fifle med skuespilfaget og manuskriptskrivning, og snart var han hyret som instruktør hos et af verdens største filmselskaber, Ole Olsens Nordisk Films Kompagni, hvor han fra 1914-19 udsendte omtrent 200 komedier. Siden skiftede han til Palladium for at etablere duoen Fy og Bi som lystspilstjerner i 1920’erne. 

Med Don Juans Overmand fra 1916 skabte Lau Lauritzen Sr. et vellykket, farcepræget lystspil om en ung farmaceut, Peter Pille, der ønsker at gifte sig med oberst Sejsbergs (Oscar Stribolt) niece. Desværre viser obersten sig at være obsternasig. Han mangler nemlig selv kvindetække, og derfor gider han ikke se andre fornøje sig. Det kunne måske ændres, hvis hr. Pille nu fremtryllede en eliksir, der fik unge kvinder til at savle over en ældre militærmand …

”Fede skuespillere har altid været populære her i landet”.

- Marguerite Engberg

Vi er fortsat langt fra et forsøg på kompleks karaktertegning, og der bliver i udpræget grad leget med karikaturer i Lauritzens Min Svigerinde fra Amerika (1917), da en bror bosat i USA vender hjem til Danmark som en trind Uncle Sam, komplet med hat (naturligvis) og fipskæg. 

Uden lyd kan det være vanskeligt at få sjov ud af dialekter, men med titlen Je' sku' tale me' Jør'nsen (1917) påkalder sporvejsskinnesliberen Nokkes proletarkøbenhavnske udtale sig alligevel opmærksomhed. Nokke leder efter sin ven, benævnte Jørgensen, der får en tår over tørsten, til han ser fluer og elefanter. Og så kan man jo risikere at blive indlagt. 

Ingen af komedierne blev lavet for at kunne bestå en kritisk vurdering mere end 100 år senere, men de kan sagtens ses som glad leg med et ungt medium. Der er langt større mulighed for at bevæge sig foran et kamera end på en teaterscene, må de have tænkt dengang. Skuespillerne løber i hvert fald utroligt meget i farcerne. 

Skulle det nu være morsomt?

Lau Lauritzen Jr., der var søn af senior og blev skuespiller og instruktør, er måske ikke overraskende venlig i en bedømmelse af sin fars film. I bogen 50 aar i dansk film beskriver han Lau Sr.’s farcer og lystspil som ”altid renlivede, altid formidlede af et lune som vekslede mellem det barokke, det godmodige, det satiriske og ikke mindst det medfølende.” 

Marguerite Engberg udsætter til gengæld Lau Lauritzen Sr. for, hvad man med moderne management-sprog vil kalde en kritik-sandwich. Filmene ”kan man karakterisere som elskværdige, ofte med en ganske pudsig intrige; men nogen egentlig sans for timing fik Lau Lauritzen aldrig. Derimod må man sige, at han fik samlet et righoldigt og vittigt persongalleri”. 

Med et nutidsblik kan skuespilstilen i de korte komedier synes vel overdreven, for enhver interaktion ender med voldsom gestik og vilde grimasser. Men man må huske, at både dramatiske og komiske skuespillere kom fra scener, hvor teaterrummets afstand til publikum nødvendiggjorde stor gestik og tydelig mimik. 

Casper og Frank får bare ikke lov at være glade og fulde ret længe ad gangen. Her er altid en pris at betale, når man ter sig som en klovn.

Også dengang gav stilen anledning til diskussion om mådehold. I bogen Filmen. Dens Midler og Maal fra 1919 harcelerer Urban Gad mod ”grovkornede Farcer” og plæderer for lystspillet, da dette må anses som ”en Kunstform, der ligger ganske særlig godt for Filmen”. Mindre falden-på-halen og mere beherskelse, tak. Men Gad anerkender, at balancegangen kan være drilsk: ”Komik er nemlig en vanskelig Plante at dyrke; den visner i Tørke og dør, naar den bliver vandet”. I 1926 fik Gad selv lov at prøve kræfter med Fy og Bi-universet, da han instruerede Lykkehjulet

At mådehold skulle være den eneste rette vej til sjov af kunstnerisk kvalitet, blev sidenhen modsagt af den store formalistiske filmteoretiker Rudolf Arnheim. ”It is, of course, understandable that a medium so strongly dependent upon the visible – particularly in the case of the silent film – will easily induce the actor and the director to give strong prominence to facial expression and gesture. Slapstick shows with especial clearness how very suitable to film is this exaggerated play of feature and limb,” skriver han i bogen Film as Art. Men han har givetvis tænkt mere på Chaplin end danske farcer. 

Fra fyld til hovedret

Det er længe siden, komedien var reduceret til en kødblanding, man kunne lappe huller i et program med. De tre bedst sælgende biograffilm i danmarkshistorien er alle Olsen-banden-komedier, og på de næste pladser følger Op på fars hat og Ternet ninja. Casper Christensens og Frank Hvams tre Klovn-film har tilsammen solgt over 1,7 millioner billetter. 

Komedien er blevet en foretrukken hovedret.  

1910’ernes karikaturer af konstant gestikulerende, slemt tørstige mandfolk iført små bowlerhatte på store hoveder kan ganske vist være vanskelige at spejle sig i 1:1. Ikke desto mindre kan mange af nutidens utrolig populære komedier betragtes som en videreudvikling af datidens temaer. 

Tænk bare på Klovn-universet, hvordan det gennemstrømmes af alkohol og sidespring. Casper og Frank får bare ikke lov at være glade og fulde ret længe ad gangen. Her er altid en pris at betale, når man ter sig som en klovn.

Ansvarsforflygtigelsen bliver aldrig pinagtig på samme måde for en Oscar Stribolt-figur i stumfilmfarcens få minutter. Jo, konen er vred, da han kommer hjem i København ved nat, men idet han segner om i sengen, helt udmattet af øl og dans, er det slut. Der er ingen morgendag. Ingen tømmermænd. Det forklarer måske disse stumfilmtypers ubekymrede tørst.


Jeppe Mørch | 1. april 2020