En bevæget Nat

Lau Lauritzen Sr., 1916, 9 min
UKOMPLET | Petersen har glemt sin aftale i herreklubben og må nu tage alle kneb i brug for at slippe uset hjemmefra. Fru Petersen vogter over ham som en drage, og han får kun fred, da han opdigter en tandpine. Tilfældigvis kommer skomageren forbi, som indvilliger i at træde i Petersens sted, så aftalen kan overholdes. Planen går over al forventning, lige indtil politiet forveksler Petersens hjemkomst med et indbrud.

Det bevarede fragment mangler begyndelse og slutning. Læs hele handlingen i filmens program.

Frederik Buch spiller rollen som skomageren. Buch var malersvend, men begyndte at optræde som kabaret- og visesanger med sin efter sigende smukke sangstemme, som selvsagt ikke er bevaret på stumme film. Han debuterede hos Nordisk Films Kompagni i 1908 i småroller, men blev opdaget af komedieinstruktøren Lau Lauritzen Sr., der så Buchs komiske talent – ikke kun i hans lille, runde statur, men også hans attitude som en flabet gavtyv. Buch medvirkede i omkring 200 stumfilm og er dermed den næstmest anvendte skuespiller i perioden, kun overgået af Lauritz Olsen – som spiller Hr. Petersen i denne film.

Se også