Stephan Michael Schröder | 15. januar 2026

Filmstjerner er stjerner ikke mindst på grund af deres fanskarer, og fans ville ikke være fans uden idoler. Alligevel viste forholdet mellem de to sig hurtigt at være ret konfliktfyldt, da de første filmfankulturer vokser frem omkring 1910. For stjernene var det selvfølgelig smigrende at blive beundret af så mange mennesker. Men beundrerne krævede også at blive lagt mærke til. De ville vide alt om stjernerne og allerhelst møde dem i virkeligheden. Når Asta Nielsen fejrede åbningen af en ny biograf, da Valdemar Psilander besøgte Buda­pest i 1914, eller da de amerikanske stjerner Mary Pickford og Douglas Fair­banks mødte deres danske fans under gennemrejsen i København i 1924, fyldte menneskemasser gaderne. Da komikerparret Carl Schen­strøm og Harald Madsen alias Fy og Bi besøgte Hamborg i januar 1931 på højde­punktet af deres internationale filmkarriere, modtog 20.000 fans dem, rapporterede Politiken den 11. januar 1931.¹  'Fyrtårnet' beretter om modtagelsen i Hamborg i 1931:

I Hamborg kom vi ud fra Toget, blev omringet af mange tusinde Mennesker, vi kom fra hinanden. Folk skreg af Henrykkelse. Smaa Børn skreg, fordi de blev klemt. Vi trippede, fordi vi ikke kunde løfte Benene. Vi var bogstaveligt pakkede som Sild i Tønde. […] Omsider kom vi ud i fri Luft, men det blev ikke bedre. Jeg maatte trippe fremad – jeg saa en Cykle staa opad en Lygtepæl – jeg vilde undgaa den, og saa blev jeg selvfølgelig ført lige hen imod den. Jeg fik Benet ind i Egerne paa Cyklen – kunde ikke komme fri – gled ligesaa lang jeg var, da mit Ben ikke var frit. Folk bevægede sig hen over mig. Jeg maatte skrige: 'Hilfe'. Nu er jeg begavet med en temmelig kraftig Røst. Dog varede det lidt før Politiet kunde faa ryddet Publikum af Vejen og bære min mishandlede og fortrampede Krop over Hovederne paa Publikum og i Sikkerhed.²

Og Schenstrøm tilføjer ironisk: "Jeg ynder ikke Trykkefrihed under den Form".

Forbindelsen mellem fan og stjerne

Det personlige møde mellem fan og stjerne var dog undtagelsen. Inden for få år blev det at skrive fanbreve et af de vigtigste fanaktiviteter. Clara Wieth (senere Pontoppidan) mindedes med glæde i sine erindringer den fanpost, hun modtog:

Oh, hvad fik man ikke af spændende breve og billet-doux’er med hyldest til ens blondhed og nordiske følemåde. […] Til Carlo og mig væltede det ind med ros, brev, velvillie fra bogstaveligt alle verdens­hjørner.³   

På nogle af de konvolutter, Wieth gemte fra sådanne fanbreve, noterede hun de respek­tive oprindelseslande. På den måde illustrerede de hendes verdens­omspændende be­røm­melse (og er sandsynligvis også grunden til, at de blev gemt) i lande som "Bosnien", "Japan", "Russland" og "Bayern".  

Men måske blev Clara Wieths minde om fanbreve lidt rosen­rødt med tiden. Samtidige vidnesbyrd fra 1910'erne og 1920'erne fremhævede ofte, hvilken byrde masser af fanbreve udgjorde.  I USA talede man ligefrem om en "letter writing lunacy", som film­stjernerne måtte håndtere på en eller anden måde.⁴  Fænomenet var så udbredt, at man også i Danmark tegnede karikaturer om at blive over­dænget med fanbreve.

Olaf Fønss og hans brevbunker (fra Verden og Vi 1918, her gengivet efter scrapbogen 1912–1919 i Olaf Fønss-samlingen, Det Danske Filminstitut).

Valdemar Psilander, dansk stumfilms superstjerne, var kendt for hverken at læse eller svare på sine mange fanbreve. I avisen København ind­rømmede han åbenhjertigt den 4. marts 1913: 

Ude paa Filmteatret og i mit Hjem ligger der hver Dag Bunker […] Jeg faar omtrent et Tusind Breve om Aaret fra alle Verdensdele med Bøn om Billeder, eller Autografer, med Invitation til en Lystrejse i Selskab med Brevskriver­inden […] Jeg faar Breve paa Russisk og Kinesisk […] Min Kone læser dem alle […] det er hendes bedste Romanlæsning.

Hvor bogstaveligt man skal forstå de tusind breve om året står lidt hen i det uvisse – men det var utvivlsomt talrige breve, der ikke blev besvaret. Psilanders kollega Olaf Fønss valgte en tidstypisk mellemvej: Han sendte signerede portrætkort som svar. Men i sine er­indringer afslørede han, at det oftest ikke var ham selv, som satte signa­turen på kortene:

[T]o Damer paa Kontoret blev sat til at besvare [den daglige Stabel af Breve] ved saa godt som muligt at efter­ligne min Haandskrift og sætte mit Navn paa Postkort til alle Be­undrere eller Be­undrer­inderne.⁵

Signeret af Olaf Fønss – eller ej? (forfatterens egen samling). Kortet er addresseret til Fia Ehmanns i Køln, og det forudgående brev fra hendes hånd fra 1919, hvori hun beder om en autograf, findes i Olaf Fønss-samlingen (Det Danske Filminstitut).

Asta Nielsen handlede på nøjagtig samme måde og overlod de daglige fanbreve til sin sekretær, "der havde opøvet sig i at skrive mit Navn efter og saaledes holdt alle Parter skadesløse".⁶

Alligevel sendte filmfans ufortrødent breve og postkort i tusindtal, hvori de bad om auto­grafer eller et personligt svar, velsagtens i håbet om at deres brev blev undtagelsen fra reglen. I brevene efter 1914 er det påfaldende, at der ofte omtales sekretærer og anmodes om en egen­hændig underskrift – en formulering, som spejler den offent­lige viden om forfalskningen af autograferne. Og selv­om man vidste, hvor stor en opgave det var for filmstjerne at tackle sin fanpost, meldte skuffelsen sig ofte, hvis svaret ikke kom som ønsket. Eksempelvis blev Annie Berger fra Wien rigtig arrig i 1920:

Olaf Fønss! I dag modtog jeg et kort fra dig, som i stedet for at glæde mig, som du sikkert tror, gør mig dybt trist. Jeg har skrevet tre breve til dig og får som svar et kort med ordene "til minde om". Det er bittert lidt. Hvor meget har du misforstået mine breve. Eller, hvad jeg snarere tror, slet ikke læst dem. Måske har du skødesløst smidt dem i ilden og berøvet mig et håb. Du har jo ret. Hvad rager det dig, hvad en kvinde, du aldrig har set, har at sige.

Fans af danske stumfilmstjerner verden over

Selvom danske stumfilmstjerner havde fans i hele verden, er de stort set ubeskrevne i dansk filmhistorie. Der findes heller ikke megen dokumentation for stumfilmtidens internationale fankulturer. De tusind­vis af fanbreve til stjernerne blev som regel smidt væk. Det, der er bevaret, er enten blevet overleveret ved en tilfældighed eller udvalgt af stjernerne selv som eksempler på særligt eksotiske eller skøre breve. Samlingerne er derfor alt andet end repræsentative. I de to største kendte samlinger i udlandet, fanbrevene til den franske René Navarre i Paris og samlingen efter amerikanske Florence Lawrence i Los Angeles, er der bevaret 239 og 108 breve fra stumfilmepoken – helt klart kun en brøk­del af de breve, som de to stjerner må have modtaget.

Det eneste bevarede fanbrev til Valdemar Psilander – til gengæld et af de flotteste fanbreve (Det Danske Filminstitut). Se video med oplæsning af fanbrevet i her på siden.

Hvad danske film­stjerner angår, tegner det sig lidt lysere: 168 breve fra stumfilmårene til Clara Wieth, 131 til Asta Nielsen, 48 til Betty Nansen, enkelte originalbreve til Carlo Wieth, Valdemar Psilander, Aage Fønss og Emilie Sannom plus gengivelsen af breve til Fy og Bi på tryk.⁷  Det havde været rart med bevarede fanbreve til skuespillerne som Robert Dinesen, Ebba Thomsen eller Gunnar Tolnæs – måske ligger der stadig bunker på et eller andet loft?

Det unikke ved situationen i Danmark er imidlertid, at Filminstituttet har verdens største samling af fanbreve til en populær stumfilmstjerne, der ikke bare er ti gange så stor som den næststørste samling, men oven i købet komplet. Fanbrevsamlingen efter Olaf Fønss tæller i alt 2.257 breve, postkort og visitkort fra tidsrummet 1913–1929. Fønss var ikke kun en stor stjerne, han var også en forfængelig mand, der samlede på alt, hvad blev skrevet om ham og til ham – ellers ville denne enestående samling ikke eksistere.

De arkiverede breve til de danske filmstjerner illustrerer tydeligt, hvilken inter­national rækkevidde de havde. Fans skriver fra alle verdens hjørner, fra Japan til Brasilien. I et aktuelt forskningsprojekt ved Kølns Universitet er vi i gang med at placere alle breve med afsenderangivelse på et verdenskort for at formidle spredningen i et visuelt indtryk: 

Kort over fanbreve til danske stumfilmstjerner

Besøg kortet over fanbreve til danske stumfilmstjerner.

Og brevene kommer på alle mulige sprog. Heriblandt er selvfølgelig de nordiske sprog og de daværende linguae francae (fremfor alt tysk), men også mere eksotiske sprog som estisk, rumænsk, russisk eller ungarsk. Desuden et sprog, som ligefrem symboliserer internationaliteten selv: esperanto.

Fanbrev fra 1927 til Olaf Fønss, skrevet på esperanto (Det Danske Filminstitut).

Fans taler ud

Blandt de mere end 2.600 bevarede breve til danske stumfilmstjerner findes frierier, autografforespørgsler, anmodninger om hjælp i filmbranchen, selvskrevne manuskripter og spontane be­gejstringsudbrud om den film, man lige har set i biografen, forespørgsler vedrørende for­tolk­ningen af det sete, selvskrevne digte eller sange samt anmodninger om gode råd at leve efter. Mens pressen gerne gav indtryk af, at fans var pubertære piger fra lavere samfundsklasser, viser fanbrevene, hvor bred fanskaren var. Her findes både en bøn på en grevindes fine brevpapir med påtrykt gylden krone såvel som blyantskriblede linjer fulde af stavefejl på det billigste papir. Unge piger og kvinder er stærkt repræsenteret, men de er på ingen måde de eneste, der skriver. Nogle nøjes med en enkelt forespørgsel, andre sender snesevis af breve gennem årene. Nogle fans er fans af en stjerne, andre er tiltrukket af stjernelivet generelt. Omhyggeligt komponerede personlige breve findes side om side med kopierede skematekster, som fans kunne hente ud af publikationer som Mein Film-Buch, en årligt udgivet manual for fans i det tysk­sprog­lige om­råde i 1920´erne. Den bragte eksemplariske brevtekster på fire sprog (tysk, engelsk, fransk, italiensk) for alle dem, der ikke kunne eller turde formulere sig selv, eller simpelthen var for dovne til det.

Mange brevskrivere var dog slet ikke tilfredse med et fortrykt indhold i deres breve. I stedet forsøgte fans at skabe et gensidigt forhold ved at sende stjernen personlige memorabilia, eksempelvis fotografier af sig selv, pressede blomster, hårlokker, digte, malerier og tegninger eller hjemmestrikket tøj i håb om at stjernen ville bære det. Mange af disse genstande, som omtales i brevene, er desværre gået tabt, bortset fra mange vedlagte foto­grafier og enkelte tegninger.

Det er påfaldende, hvor mange fans der reflekterer over deres egen rolle som fans, blandt andet ved at ironisere over sig selv. Andre hengiver sig helt og holdent til sværmeri. Og nogle blander ironi og sværmeri. Et godt eksempel er det brev, som Pipsy Kecerin skrev til Olaf Fønss:

Skrevet den 1/XII. 916 9h. om aftenen
O! eneste, elskede Homunculus!
...... Lykken var mig så gunstig og gav mig lov til at se Deres guddommelige person også i denne rolle .......
Siden den dag – det var for 3 år siden – hvor jeg for første gang fik lov at beundre Dem, har jeg ikke fundet ro. – Deres åndelige træk, som jeg elsker så højt, og som jeg ikke kan få nok af, hver eneste af Deres bevægelser, Deres ædle fremtoning forlader mig ikke; hverken om dagen eller om natten. Deres sjælfulde, dybe blik gennemtrænger min sjæl som en varm, gylden forårssolstråle. – – "Åh, bliv her, herlige sol, skænk mig dit lys – din varme! Smiler De? – Smiler De over en lille kroatinde, der elsker Dem ubeskriveligt højt? – Åh, vær sød, vær sød ikke at gøre det, det gør så ondt! –
Hvis min elskede kunstner har et øjeblik til overs, beder jeg ham af hele mit hjerte om at huske sin glødende forelskede
Pipsy.
P.S. Jeg har været syg i tre dage og måtte ikke forlade sengen. I eftermiddags fik jeg at vide, at min elskede kunstner spiller "Homunuculus" i sin nyeste rolle; jeg sprang ud af sengen (med 38 graders feber), gik i biografen og nu tror jeg, at jeg er helt rask.
Er det ikke sødt?

De semi-religiøse undertoner er ikke til at tage fejl af: Olaf Fønss helbredte hende ved at vise sig som Homunculus på lærredet. Eller burde vi læse slutningen af brevet som en lille ironisk reflektion over hendes sværmeri?

Faktisk er der forbavsende mange eksempler i brevene, fremfor alt af unge kvinder, som tyder på en ret selvbevidst positio­nering af sig selv i krydspunktet mellem deres egen begejstring og mediernes kritiske billede af fansene. At være fan var at gribe muligheden for at bryde med tidens snævre kon­ven­tioner. I talrige indlæg fremhæves bevidstheden om at bryde normer ved at skrive, ofte ledsaget af en mild ironiseren over sin egen position som fan. Som afslutning skal nogle af disse fans selv komme til orde:

Indtil nu har jeg ikke fundet nogen, der forstår mig og deler mine synspunkter fuldt ud. Min far er jurist og derfor nok også meget prosaisk, min mor kommer fra en meget stolt adelsfamilie og anser mange søde mennesker for ikke at være "standsmæssige". Det kan jeg slet ikke forstå. […] / Her er der heller ingen, der forstår, at jeg hellere vil i teatret eller i biografen end at danse med dumme og kedelige løjtnanter, for det er de jo for det meste. I virkeligheden ved jeg slet ikke, hvorfor jeg skriver alt dette til Dem. (Erna von Dassel, 18 år gammel, fra Hamborg i 1914)

 

Kære hr.! Vi er en gruppe piger i alderen 15-26 år. Vær barmhjertig og tilgiv mig, at jeg ikke fortæller Dem, hvilken kategori jeg tilhører, men vær forvisset om, at jeg ikke er den ældste, ikke den yngste, men nok den skøreste af os. [...] En dag studerer vi biografprogrammet i en krigslysten stemning: Homunkulus med den berømte Olaf Fönss. Vi er ikke ligefrem suffragetter eller svorne fjender af ægteskabet, men vi har ikke særlig højt til mænd. [...]
Jeg tror, jeg alligevel ikke skal fortsætte med at skrive mit brev. Hvorfor skulle jeg bidrage til at øge Deres formentlig allerede gigantiske forfængelighed? [...] Hvad skal jeg egentlig sige mere: vi er forelskede op over alle ti ører. I Dem. Det vil sige i den Olaf Fönss, vi ser. Nu og da er der en, der er nådesløs nok til at ødelægge andres drømme med sin rå næve: "Han er sikkert allerede 55 år gammel og har en kone og fjorten børn. Går i en beskidt morgenkåbe og tøfler med nedtrådte hæle, før han tager den 'smukke mand' på." – Men hun tror ikke selv på det og afviser den foragtelige mistanke næsten med tårer i øjnene. Og vi elsker Dem alle igen med samme inderlighed som før. (Unavngiven, fra Kapfenberg/Østrig i 1917)

 

Da vi ikke kan møde Dem personligt og kun sjældent ser Dem i biografen, har vi besluttet, at vi i det mindste vil beundre Dem på det foto, som vi vil værd­sætte uendeligt højt. [...] Min kære gud! Hvis vores mødre vidste dette, ville vi helt sikkert få en uges stuearrest, og de ville ikke længere tage os med i biografen, og derfor har vi angivet nedenstående adresse som afsender, fordi ingen kender den. Vi beder Dem venligst om ikke at bebrejde os for dette! Det er sandt, at vi også skammer os, det kan være, at vi ikke opfører os ordentligt, men søde gud, hvad betyder det, at vi beder om et foto af en skuespiller, der bor så langt væk. (Csöby Keresztény og Idus Réthy fra Miskolc/Ungarn i 1917)

Man kan læse meget mere om stumfilmens fankulturer ved at gå på opdagelse på websitet fanmail1910s.de, hvor forskningsprojektet "Fan mail to Danish film stars in the 1910s: Exploring the agency and practices of early film fans" har tilgængeliggjort udvalgte breve i original og i engelsk oversættelse, grafer og samtidige tekster om fankulturen i Danmark og andre lande.

Noter

1.  Se desuden Jannie Dahl Astrup: Fy og Bi: Et transnationalt filmfænomen. En undersøgelse af grænsekrydsende entanglements i produktions-, distributions- og modtagerperspektiv. Ph.d.-afhandling. København: Københavns universitet, 2022, 158ff.

2. Carl Schenstrøm: Fyrtaarnet fortæller. København: Hagerup, 1943, 131f.

3. Clara Pontoppidan: Eet liv – mange liv. Første halvdel: Til 1925. København: Steen Hasselbalch, 1965 [1949/50], 210, 218.

4. Se https://www.uni-koeln.de/phil-fak/nordisch/fanmail/Carter%20Letter-Writing%20Lunacy%201920.pdf

5.  Olaf Fønss: Krig, Sult og Film. Films-Erindringer gennem 20 Aar. II. Bind. København: Alf. Nielsen, 1932, 116.

6. Asta Nielsen: Den tiende muse. Vol. 2: Filmen. København: Gyldendal, 1946, 53.

7. Se Robert Eddy: Fyrtaarnet og Bivognen. Biografi – Bedrifter – Berømmelse. København: Zinklar Zinglersen & Co., 1928, 101–112.