Erdgeist

Leopold Jessner, 1923, 69 min
Da den gamle, velhavende Doktor Schön tager Lulu under sin vinge, aner han endnu ikke, at hun bliver hans visse død. Lulu er ung og smuk, og så har hun en erotisk udstråling, der tryllebinder enhver mand, hun kommer i nærheden af. Selvom Schön ser afgrunden nærme sig, kan han ikke give slip på hende.

'Erdgeist' er en adaption af den tyske dramatiker Frank Wedekinds teaterstykke af samme navn fra 1895. Filmen blev forbudt af den danske censur og derfor aldrig fik premiere i Danmark. "Desværre vælger hun saa degenerede og perverse Emner for sin Kunst, at man ikke kan forsvare at føre Filmene ud til det brede Publikum," skrev Roskilde Avis om Asta Nielsen d. 13. februar 1923.

Filmen indeholder hollandske mellemtekster med danske undertekster.