Den hvide slavehandel

Nyt tema om stumfilmens hvide slavehandel. Frida Lind Stokkebæk trækker linjer fra den tidlige films brændende konflikter til i dag.

Stumfilm, hvid slavehandel og voldtægtsmyter

Projektmedarbejder Frida Lind Stokkebæk | 12. marts 2021

Filminstituttet er i gang med at digitalisere hele den bevarede danske stumfilmsarv, og vi, der arbejder med genoplivningen af stumfilmene, må løbende stille spørgsmålet: Hvordan kan de gamle film bedst formidles til et nyt publikum anno 2021?

Et nærliggende svar er det historiske perspektiv: Filmene giver et unikt indblik i, hvad der optog et stort publikum for 100 år siden. Men rigtig interessant for de mange bliver det først, når fortidens brændende emner virker aldeles nutidige; når vi kan trække en linje fra konflikterne i de gamle stumfilm til i dag – og måske på den måde blive klogere på de problemer, både fortid og nutid bakser med. Her dykker vi ned i filmserien om ”Den hvide Slavehandel” og stiller spørgsmålet, hvordan 100 år gamle stumfilm kan belyse spørgsmål om sex med samtykke, voldtægtsmyter og heroiseringen af kvinder, der siger aktivt fra over for overgreb.

Lokket til utugt i udlandet

Fra 1907 til 1912 blev der produceret hele seks danske spillefilm om fænomenet ”den hvide slavehandel”. På trods af hæsblæsende biljagter og lykkelige slutninger blev filmene solgt som realistiske og moralsk opbyggelige fortællinger, der skulle advare unge kvinder imod et virkeligt socialt fænomen, der i årene omkring århundredeskiftet var kilde til stor offentlig bekymring i Danmark: Det, vi i dag kalder ”trafficking”. Aviserne bragte stribevis af grufulde historier om kvinder, ofte fra underklassen, der blev lokket til udlandet i den tro, at de skulle tjene som hushjælp eller gøre sangkarriere, men som endte på uhumske bordeller. Kun få var så heldige at vende helskindede hjem igen. 

Virkelighedens Danmark og Skandinavien var mildest talt ikke nogen storleverandør af kvinder til den lyssky virksomhed. Men det afholdt ikke den blomstrende danske filmindustri fra at udnytte den pirrende nysgerrighed og frygt, som emnet vækkede i publikum. 

Kvindens kamp mod voldtægt

Det kan næppe komme som noget chok for nogen – eller motivere en legitim kritik for den sags skyld – at gamle film kan virke håbløst gammeldags og til tider tåkrummende reaktionære. Men i ”Den hvide Slavehandel”-filmene kan man faktisk argumentere for det modsatte, nemlig at filmene bærer visse moderne betragtninger. For eksempel præmissen om at en socialt udsat position øger risikoen for at blive krænket seksuelt, som er i samklang med nutidens #metoo-debat. I Det berygtede Hus (1912), hvor heltinden Nina ernærer sig som varietésangerinde, må hun vinke farvel til en kontraktforlængelse, da hun, som en anden Sofie Linde, afviser teaterdirektørens krav om seksuelle ydelser. Se filmklip 1.

På sin vis er slavehandelfilmenes heltinder ofte moderne, aktive kvinde, der rejser ud i verden for at forsørge deres familier. At de så i sidste ende må befris af en mand, der eskorterer dem hjem til de bekymrede forældre og som belønning vinder ofrets hjerte, må vi tage en anden gang.

Men der er et særligt område, hvor heltinderne udviser ualmindelig stor handlekraft: Nemlig i deres kamp for at forblive jomfruer. De rent ud sagt nægter at lade sig voldtage. Som beskrevet i programmet til Den hvide Slavehandel (Fotorama, 1910): ”Den lille kvinde der ikke vil ofre sin Dyd som Bidrag til ”Herskabshusets” Opretholdelse.” De øvrige kvinder på bordellet, hvis historie vi som publikum ikke indvies i, lader ikke til at have det store problem med at bidrage til husets virke – de synes endda til at være ganske tilfredse med situationen, som tydeligt illustreres i Nordisk Films’ plagiatversion af samme film. Se filmklip 2

I samme film kan publikum opleve, hvor hårdt hovedpersonen Anna kæmper, da hun får besøg af sin første kunde. Han jager hende rundt, men hun ender med at overmande ham med et kvælertag, så han mister bevidstheden. Efterfølgende besvimer hun selv. Se filmklip 3.

I Den hvide Slavehandels sidste Offer (1911) bliver spørgsmålet om, hvad en kvinde må gøre for at undgå voldtægt igen beskrevet ganske sigende i filmens program: ”Men da han med gridske Miner nærmer sig hende, støder hun ham voldsomt tilbage – før vil hun dø end frivilligt blive hans!” 

De fleste vil nok være enige i, at et samleje ikke kan betegnes som frivilligt, når den ene part holdes fanget og tilmed bliver sultet i kidnapperens forsøg på at få hende til at makke ret. Men i filmene bliver det fremstillet som et valg fra kvindens side, hvorvidt hun vil lade sig voldtage eller ej.

Samtykke og voldtægtsmyter

Vi elsker historier om stærke kvinder, der er i stand til at kæmpe imod overgreb. Det er vigtige historier som giver håb og styrker troen på, at vi selv vil være i stand til sige fra i en lignende situation. Men hvad så når de samme historier bekræfter en gammel myte om, at kvinder, der bliver udsat for et overgreb, selv er ude om det?

Idéen om, at voldtægt kun er voldtægt, hvis kvinden har kæmpet imod med alt, hvad hun har kært, er en forestilling, der længe har eksisteret både i populærkultur og sågar også i lægevidenskaben. I bogen ”Seksuel Hygiejne” (det præcise udgivelsesår er ukendt) – en lærebog af en overlæge i gynækologi og obstetrik, der blev anvendt i stor stil i Danmark i 40’erne og 50’erne – kan man læse at:

Naturen har beskyttet Kvinden mod fræk Paatrængenhed og Parring mod hendes Vilje ved at anbringe Skedens Indgang paa det bedst skjulte og det bedst beskyttede Sted af Legemet. (…) En kvindes angivelse af at være blevet voldtaget bør modtages med den største Skepsis. Det er praktisk talt umuligt at udføre et Samleje med en Kvinde, der sætter sig til Modværge.1

I dag har vi en mere nuanceret forståelse af overgrebets natur. Det er ved at blive alment kendt, at langt de fleste voldtægtsofre ”fryser” – altså stivner i angst – fremfor at kæmpe fysisk imod. Det tager den nye samtykkelov højde for, men det er stadig en ny måde at forstå overgreb på. Her kan vi bruge fiktionen til at forstå de voldtægtsmyter, som i århundrede har været med til forme en kulturel forståelse af overgreb – og til at spørge hvor og hvordan denne forståelse stadig eksisterer i dag. 


Noter

1. Citeret fra http://ungeguiderne.dk/detvarengangseksualoplysning/


Filmklip

#1
 

I Det berygtede Hus (1912), hvor heltinden Nina ernærer sig som varietésangerinde, må hun vinke farvel til en kontraktforlængelse, da hun, som en anden Sofie Linde, afviser teaterdirektørens krav om seksuelle ydelser.


#2
 

I Den hvide Slavehandel (Nordisk Film, 1910) synes de øvrige kvinder på bordellet at være ganske tilfredse med situationen.


#3
 

I Den hvide Slavehandel (Nordisk Film, 1910) kan publikum opleve, hvor hårdt hovedpersonen Anna kæmper, da hun får besøg af sin første kunde på bordellet. 

Filmene om ’den hvide slavehandel’

Den hvide Slavinde

Viggo Larsen, Nordisk Films Kompagni.
Bevaret, endnu ikke digitaliseret.
Se filmprogram i Filmdatabasen.

Den hvide Slavehandel

Alfred Cohn, Fotorama.
Fragment bevaret: 6 min

Den hvide Slavehandel

August Blom, Nordisk Films Kompagni.
Bevaret: 33 min

Slavehandlernes flugt

Ubekendt, Fotorama.
Ikke bevaret. Se filmprogram i Filmdatabasen.

Den hvide Slavehandels sidste Offer

August Blom, Nordisk Films Kompagni.
Bevaret: 48 min

Det berygtede Hus

Urban Gad, Nordisk Films Kompagni.
Bevaret: 32 min