Hvordan lyder Asta Nielsens gauchodans i 2023? Hvordan skaber man lyduniverset omkring en Mars-landing i en science fiktion-film fra 1918? Et samarbejde med to musikkonservatorier leverer helt ny lyd til danske stumfilm.
Lisbeth Richter Larsen, redaktør | 21. juni 2023
Det kan være udfordrende at se gamle film uden lyd, hvad enten man sidder i en biograf eller ved en skærm hjemme i sofaen. Og det har faktisk heller aldrig været meningen, at de skulle ses uden lyd.
Biografoplevelsen af de stumme film
I 1910’erne og 20’erne sad ’musikken’ i biografen og akkompagnerede handlingen, hvad enten det var komiske farcer eller storladne dramaer. Filmvisninger var oftest og som minimum med klaverledsagelse, men i de mere imposante ’filmsteatre’ med plyssæder, restaurant og hundepasning fik publikum den helt store musikoplevelse. I Palads-biografen i København, med plads til 2500 gæster, hyrede man i starten af 20’erne Jacob Gade (ja, ham med ’Tango Jalousie’) som kapelmester med fuldt 30-mands orkester. Så alt fra partiturmusik til klaverbokser-improvisationer eller kromutters trækharmonika var en del af filmoplevelsen – alt afhængig af, hvor i landet man nu så en film. Læg dertil, at publikum i stumfilmtiden ofte selv bidrog til lydkulissen med tilråb, hyssen og bifald, mens filmen løb over lærredet. Den stumme film er historisk set en relativt larmende foreteelse. Og hvorfor i grunden ikke føre den tradition videre up-to-date?
Sounding Silents – at lave soundtracks til stumfilm
Siden 2022 har unge musikstuderende kastet sig ud i at komponere ny musik og lyd til danske stumfilm. Det foregår i et samarbejde mellem Stumfilm.dk, Rytmisk Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium. Her skaber de unge i løbet af et semester deres helt personlige bud på soundtracks til en række stumfilm. Resultaterne, Sounding Silents, kan nu ses – og ikke mindst høres – her på Stumfilm.dk.

Sidste års forløb startede med et besøg i Filminstituttets arkiv i Glostrup, hvor de musikstuderende fik en introduktion til filmhistoriens første stumme årtier og et møde med de gamle filmruller på arkivhylderne. At levende billeder, som vi i dag streamer digitalt, oprindeligt bestod af 10.000-vis af frames på kilometerlange strimler, var med til at sætte scenen for den kreative proces med at skabe musik og lyd.
Den kreative proces
Den største udfordring for komponisterne er, at alt står åbent. Det har flere af de unge studerende gjort klart i interviews om projektet. Der er ikke en nulevende instruktør at samarbejde med om et bærende koncept for det samlede udtryk. Komponisterne starter fra et nulpunkt og tager alle beslutninger selv: stemning, instrumentering, stil.
Nogen improviserer sig frem sammen med andre musikere og forædler efterfølgende de bedste ideer. Andre arbejder med instrumenteringen som indgang til den kreative proces. Og her kommer de forskellige soundtracks vidt omkring med alt fra subsonisk hammondorgellyd over norsk bukkehorn og pedal steel guitar til pizzicato på violin.
Oplev et udvalg af stumfilm med nye toner – god fornøjelse med Sounding Silents!
Lisbeth Richter Larsen, redaktør | 21. juni 2023
Musikstuderende fortæller om Sounding Silents
Om Sounding silents

Et undervisningssamarbejde mellem Filminstituttet, Rytmisk Musikkonservatorium i København og Syddansk Musikkonservatorium om at komponere musik og lyd til danske stumfilm.
Samarbejdet startede i sensommeren 2022 og skal efter planen fortsætte i efteråret 2023. Kurset løb over ét semester og indbefattede en introduktion til stumfilmene på Det Danske Filminstitut samt et undervisningsforløb på konservatoriet.
På det første hold i 2022 deltog 9 studerende – der er lavet scores til 7 forskellige film, hvoraf de 3 er uddrag fra en længere film.
Filmene bliver vist på Cinematekets årlige stumfilmfestival, som finder sted i januar/februar.
Se og hør alle filmene her.