EFTERLYST | De bevarede fotografier vidner om en innovativ billedside med ekspressive kameravinkler og smukke kompositioner. Derudover er filmens handling centreret om et så fascinerende emne som spiritisme.
HVAD HANDLER DEN OM?
Da Fru Walkens mand dør, opsøger hun mediet Dr. Kinley, der siges at kunne skabe kontakt til de døde. Kinley viser sig imidlertid at være en gemen svindler, som skrupelløst snyder sine godtroende klienter. Da han får et godt øje til Walkens datter, klæder han sig ud som den afdøde ægtemands spøgelse og forbyder hende at lade datteren gifte sig med sin kæreste. Til alles held har netop kæresten fået færten af Kinleys falskhed og afslører ham foran alle.
HVAD VED VI ELLERS?
En kort, bevaret anmeldelse i Berlingske Tidende roser filmen for sine ”virkningsfulde Billeder” og bemærker desuden, at ”Udførelsen byder paa et Par usædvanlige Ting”. Carl Alstrup siges at komme godt fra rollen som helt (kæresten), mens debutanten Vibeke Krøyer (Walkens datter) endnu ikke er fortrolig med filmens teknik. ” (…) Men det kan jo maaske komme senere”. Udforsk filmens program og fotografier nedenfor.