Man kan bruge litteratur til meget, men ikke nødvendigvis til at opklare et mord. Det lærer den ivrige læser af detektivromaner, Astrid, da hun forsøger at gøre sine papirhelte kunsten efter i en uhyggelig mordgåde på det ellers fredelige Rømersholm. Selvom hendes evner som privatdetektiv kommer til kort, lærer hun alligevel en masse af sine prøvelser. Som f.eks. at en charmerende politimand kan være lige så god som enhver Sherlock Holmes - både angående forbrydelser og kærlighed.
'Min Ven Privatdetektiven' er baseret på en novelle af Jens Anker. Produktionen af filmen har været dyr, og danske omtaler fra samtiden tyder på, at den har været en succes. En journalist skriver bl.a. om filmens premiere i Stockholm, at den her "gjorde saa stor Lykke, at den nu har gaaet Maaneder i Træk."