Der var engang

Carl Th. Dreyer, 1922, 75 min
UKOMPLET | Prinsessen af Illyrien afviser alle bejlere, men begynder pludselig at interessere sig for en tater, der driver omkring i nærheden af slottet. Det er ingen ringere end prinsen af Danmark og hans ven, Kasper Røghat. Prinsen lokker med sit magiske legetøj, skralde og kobberkeddel, prisen er kys og en nat i prinsessens kammer. Kasper Røghat sørger for, at kongen får besked om 'affæren', og prinsessen smides på porten, så hun må slå sig ned i Danmark sammen med prinsen som fattig pottemagerske. Ender eventyret mon lykkeligt?

Filmen er instrueret af Carl Th. Dreyer, der i dag anses for at være dansk films mest betydningsfulde instruktør og en af de vigtigste filmkunstnere i den internationale filmhistorie.

"Filmen var et forsøg på at lave en dansk nationalfilm efter den opskrift, som man mente havde givet de store svenske film succes: den var baseret på et kendt litterært værk og brugte naturen som ramme. Schnéevoigts billeder af den danske skov er fantastisk stemningsfulde og betagende smukke, men Dreyers syntes selv, at filmen manglede fremdrift – måske fordi Drachmanns poetiske eventyrspil ikke kunne tilfredsstille Dreyers ønske om en naturalistisk og nuanceret personskildring. Produktionen løb også ind i økonomiske vanskeligheder, og Dreyer måtte bl.a. sløjfe den store markedsscene. 'Der var engang' var en stor succes ved den danske premiere, men nogen omfattende international distribution synes filmen ikke at have fået. Den forsvandt hurtigt af syne og betragtedes i mange år som tabt. En ufuldstændig kopi blev fundet i 1960’erne, som desværre mangler hele den sidste fjerdedel af filmen samt en række andre scener." (Kilde: Casper Tybjerg på www.carlthdreyer.dk)

De dele af filmen, der desværre er gået tabt, er forsøgt rekonstrueret med fotografier og mellemtekster.

Filmen er baseret på Holger Drachmanns skuespil fra 1885, som bygger på H.C. Andersens eventyr 'Svinedrengen' (1841).

Musik: Neil Brand.