Filmens pionerer – Et iværksætter-eventyr

Det begynder med en biograf

Redaktør Lisbeth Richter Larsen | 21. marts 2022

TEMA. Hvordan greb de det an? En hastigt nedkradset ide på en lap papir, kameraet klar på tre stive ben og en flok entusiaster, der smøgede ærmerne op og bidrog med hver deres? Det korte svar er: Ja, de gjorde det bare. Tag med redaktør Lisbeth Richter Larsen tilbage til dengang Nordisk Film var en anarkistisk start-up, et legesygt eksperimentarium udi filmkunsten.

København, indre by, 1905. Egentlig var han på vej til Amerika, det var drømmen. Men på rejsens første stop, hos søsteren i København, spotter han en avisannonce, hvor de søger en mand til Biograf-Theatret i Vimmelskaftet. Den unge mand, Axel Sørensen hedder han, lige fyldt 20, tropper op i sin brors præsentable benklæder, og får jobbet. Nu står han med et let greb på håndsvinget og fører film gennem fremviseren. Tempoet og rytmen er helt afgørende. Han sveder på ryggen, men han er god til sit job. Publikum inde i salen skraldgriner af den franske farce, der løber hen over lærredet.

Ude i foyeren står hans kollega, Viggo Larsen, og sælger billetter til næste forestilling. Han er 25 og uddannet sergent, men var lidt for ’boheme’ til militæret. Han kan lide at få ting til at ske og elsker at optræde. Også hos ham ruller eventyrblodet i årene, han vil til Congo og kvitter sin karriere på Frederiksberg Slots Underofficersskole. Af uvisse grunde lader han sig engagere til Ole Olsens spritnye biograf på Vimmelskaftet 47, og Congo-eventyret bliver glemt for et andet eventyr – filmens.

Inde på det beskedne kontor sidder biografejer Ole Olsen og bryder sit hoved. Det er nyt for ham at drive en fast biograf, men hans erfaringer fra et tidligere job som direktør for Malmö Tivoli, hvor han også viste levende billeder, kommer ham til gode. Udfordringen er at skaffe film nok, for man skifter program hver uge, og en biografforestilling, der typisk spiller 30-45 minutter, består som regel af fire indslag: ’et naturbillede’, en dramatisk film, en reportage – oftest aktualiteter som kongebesøg, begravelser, børnehjælpsdag og sportsbegivenheder – og endelig en komisk film. Alle biografejere står med det problem. Filmene køber man i udlandet, fortrinsvis England og Frankrig, men snart importeres der også fra USA og Tyskland. Cigaren kører frem og tilbage mellem de stramme læber. En ide tager form i hans hoved – vi laver de film selv, hvor svært kan det være!

En ide tager form i hans hoved – vi laver de film selv, hvor svært kan det være!

En kolonihavegrund i Valby

Valby, foråret 1906. Ole Olsen har købt to filmkameraer hos Pathé i Paris og en kolonihavegrund på Mosedalvej i Valby. Axel Sørensen og Viggo Larsen forflyttes – nu til opgaver under åben himmel. Nok er de novicer ud i filmproduktion, men de har vigtige forudsætninger, som ikke skal underkendes: de har nemlig set de mange film, der er kørt henover lærredet i Biograf-Theatret. Især franske og engelske film har leveret gode inputs til kameravinkler, klipning, formater, skuespil osv. Axel Sørensen bliver ’cheffotograf’ med et godt blik for motivet og vigtigst af alt, en steady rytme på håndsvinget. Viggo Larsen kan organisere ’tropperne’ både foran og bag ved kameraet og har derudover talent for at optræde, så han hopper hurtigt selv ind i hovedrollerne, køn som han er. To fluer med et smæk – det kan Ole Olsen li’. ’Scenen’ er et trægulv med et simpelt rækværk rundt om, hvorpå primitive bemalede plancher hænges op. Det første egentlige filmstudie med glasloft står først klar i foråret 1908, så man er prisgivet vind og vejr indtil da. Optagesæsonen går fra ca. 1. april til midten af oktober, og sollyset er eneste kilde til filmstrimlens ringe lysfølsomhed. Det er svære vilkår, for sollyset giver også generende slagsskygger i dekorationen, som man kan se i eksempelvis Den hvide Slavinde: 

Legeplads og eksperimentarium

Hvordan greb de det an? En hastigt nedkradset ide på en lap papir, kameraet klar på tre stive ben og en flok entusiaster, der smøgede ærmerne op og bidrog med hver deres? Det korte svar er: Ja, de gjorde det bare.

Allerede den 15. september 1906 kan Ole Olsen præsentere sit eget første rent danske biografprogram. På dette tidspunkt er der allerede optaget omkring 30 små handlingsfilm eller ’arrangerede’ film, som de kaldes:

  1. Mellem Aber og Bjørne (optagelser fra Zoologisk Have)
  2. Fiskerliv i Norden (et drama, hvor en ung fisker, Viggo Larsen, mister livet på havet og følges til graven af familien i det lille fiskerleje)
  3. Fæstningskrigen (optagelser fra militærøvelserne ved Københavns Befæstning)
  4. En foræring til min Kone (fuld mand kommer hjem til konen og får bank).

De første film er overvejende optaget ’on location’. Man gjorde flittigt brug af de nærmeste omgivelser: Søndermarken samt villaveje i Valby og den lidt bredere Gl. Køge Landevej til ’transportbilleder’ og biljagter. En af de tidligste film fra 1906, Rivalinder, et voldsomt jalousidrama, ’klipper’ behændigt mellem to villaer, ægteparrets og rivalindens (kameraet anbragt på fortovet lige uden for havelågerne) samt to steder i Søndermarken. Idéen, altså etablering af fortællingen, og den dramatiske slutning – en skudduel med det uomgængelige for langsomt reagerende offer, dernæst et skuddrab og så selvmord – afvikles på bare 5 minutter. Simpelt og imponerende effektivt. Så vidunderligt naivt, så herligt barokt.

Man gjorde flittigt brug af de nærmeste omgivelser: Søndermarken samt villaveje i Valby og den lidt bredere Gl. Køge Landevej til ’transportbilleder’ og biljagter.

Man valgte også locations, der matchede historien mere præcist. I 1700-tals-lystspillet Rosen optaget året efter, er et større hold af skuespillere rejst til Hillerød for at filme i Frederiksborg Slotshave. Det må have været både tidskrævende og bekosteligt at sende hele forsamlingen afsted med tog. Og derudover krævede de ’historiske film’, at man lejede kostumer – i dette tilfælde også parykker – så Rosen var lidt af en investering. Almindeligvis stod skuespillerne selv for at medbringe kostumer. I filmen indgår en enkelt indendørsscene, som anvendes to gange i filmen. Den er bygget på det fritliggende trægulv i Valby, og tydeligvis har vinden suset om dekorationen den dag, for sætstykkerne blafrer lystigt:

Det 4. krydderi – Storm P.

Tusindkunstneren Robert Storm Petersen var med helt fra starten. Som tegner, maler, skuespiller og forfatter var filmen en oplagt legeplads for hans mange talenter. En mand ved navn Robert Krause malede dekorationerne, som blev sømmet direkte op på rækværket, der indhegnede det fritliggende scenegulv. Her gav Storm P. helt naturligt et nap med, ligesom andre af de tilstedeværende. Man brugte tapetpapir og malede alt direkte på, både vinduer, hylder og knagerækker. Det gav de helt karakteristiske flade rum, som vi ser i de første års film. I Røverens Brud er alt malet op, bortset fra døren, der kan åbnes, og bordet og stolen. Kvinden spejder endda ud af det malede vindue:

Storm P. medvirker også som skuespiller i mange af filmene. Han skiller sig ud fra de øvrige på den måde, at han rent faktisk ser ud som om, han både har det sjovt og er i sit es. En lille væver krop og herlige detaljer, som fx i Der var engang, hvor han iført et par alt for store sko to gange skvatter ned ad trappen fra tronen. Det har intet med handlingen at gøre, men han har sin egen lille fest:

Man kan ærgre sig over, at Jeppe paa Bjerget ikke har overlevet – der spiller han ridefogedens kone! Storm P. fik 5 kr. om dagen, ligesom mange af de andre skuespillere. Han trak sig fra filmarbejdet inden sæsonen 1907 var afsluttet. ”Jeg synes bare, at det nu blev for forretningsmæssigt med Inspektører og rigtige Skuespillere og Instruktører og alt det, som var […] improviseret, forsvandt" (B.T. 8. april 1923). Business og effektive produktionsflows var ikke noget for den kreative anarkist.

Skuespillerne og deres ageren

Det er vanskeligt at sætte et præcist tal på, hvor mange film Viggo Larsen iscenesætter for Nordisk Film, men det ligger i hvert fald på den gode side af 200. Derudover står han foran kameraet i omkring 70 dramaer og lystspil. Man får etableret et nogenlunde fast hold af ’skuespillere’ fra starten, men de er ingenlunde rekrutteret fra byens teaterscener, for filmskuespillet blev betragtet som en tarvelig beskæftigelse. Ud over sergent Larsen og den noget mere scenevante Storm P., der havde ansættelse på Casino og Dagmar teatrene, mens han filmede, var der en bugtaler, Gustav Lund, som medvirkede i over 50 film. Clara Nebelong var uddannet organist, men kom ind i teaterverdenen, fordi hun var gift med Axel Boesen, der også tidligt gjorde sig i statist- og mindre roller hos Nordisk. Agnes Nørlund var balletdanser. Og så var der alle dem, der stod og hang over stakittet i Valby og blev hevet ind til fyld.

Man får etableret et nogenlunde fast hold af ’skuespillere’ fra starten, men de er ingenlunde rekrutteret fra byens teaterscener, for filmskuespillet blev betragtet som en tarvelig beskæftigelse.

Hovedindtrykket af skuespillet de første år er en pantomimisk og overdrevet spillestil. Store fagter, voldsom maskering og kluntede optrin. Statister og andre kigger ofte direkte i kameraet, og det der med tykke mænd, der gemmer sig bag alt for tynde træer uden at blive opdaget, virker bare fjollet. Men spillerne står med en ny stum udtryksform, som filmen jo er, og skal finde balancen i, hvordan det virker på et lærred. De erfaringer koster både koks og kiks i kulissen. Omtaler og anmeldelser af danske film i udlandet vidner dog om, at det hen ad vejen bliver ret godt. Fx omtales Svend Dyrings Hus i et amerikansk branchetidsskrift med følgende ord: ”The story is clearly told and the action, as in all the late productions of this company, is not overdrawn, but natural and easy”. Filmen roses derudover for “excellence of the photography” og detaljerne i de fremstillede scener (Moving Picture World, 9/1 1909).

Så i 1909 er man ved at komme over de første års børnesygdomme. Der kommer bedre uddannede folk til, bl.a. en purung Elith Pio, der siden får en lang og omfattende skuespillerkarriere, og Petrine Sonne, som bl.a. ses i rollen som rablende ignorant barnepige i den gakkede slapstickfarce Den nærsynede Guvernante. En finurlig detalje er, at filmen slutter med et nærbillede – helt ude af kontekst i øvrigt. Er det dansk films første close-up? Er Axel Sørensen gået i eksperimental-hjørnet her?

Manden med håndsvinget

Axel Sørensen er det helt uomgængelige talent i de tidlige år. Han har sans for arbejdet med kameraet og udvikler hele tiden sit håndværk. Han ser, hvad de udenlandske fotografer har lavet, mimer det og forsøger så at gøre det bedre. F.eks. løser han trick-optagelserne, som kan ses i film som Fyrtøjet og Heksen og Cyklisten, ved at stoppe håndsvinget på det præcist rigtige sted, for at undgå enten et klodset ’hop’ i filmen eller sort billede.

I Barnet som Velgører er kameraet rykket tættere ind på aktørerne, han forsøger sig med en panorering, og klipperytmen er speedet lidt op. Men der er stadig primitive dekorationer, gumpetungt skuespil og langsommeligt fortalte film i 1909.

Trekløverets videre færd

1910 bliver et overgangsår. Her får vi et længere format, 20-40 minutter, så fortællingerne kan foldes ud. To meget afgørende talenter entrer filmscenen i 1910: Asta Nielsen og Valdemar Psilander i henholdsvis Afgrunden og Dorian Grays Portræt. I løbet af et år er de begge verdensstjerner. Nordisk Film hyrer nye instruktører og fotografer, som for alvor bidrager til den kunstneriske udvikling. Det glipper for Ole Olsen at få fingrene i Asta Nielsen, men Psilander bliver til gengæld hans guldfugl gennem de næste 7-8 år. Firmaet ekspanderer med filialer og salgsagenter spredt ud hele verden, isbjørne-logoet indtager lærreder fra Moskva til Rio, og produktionen buldrer derudaf – the rest is history, som man siger. Nordisk Film ligger den dag i dag i Valby og producerer fortsat mainstream film til hele verden.

Ole Olsen, Axel Graatkjær og Viggo Larsen

Axel Sørensen, der i 1910 tager navneforandring til Graatkjær, fortsætter på Nordisk Film indtil 1913, hvor han efterkommer en invitation fra Asta Nielsen og ægtemanden Urban Gad, som har etableret sig i tysk film og ønsker den bedste fotograf til deres produktion. Han går fra en ugeløn på 35 kr. hos Ole Olsen til 3000 Mark om måneden hos PAGU. Han laver et hav af film dér og bliver en højt værdsat filmfotograf for de allerstørste tyske instruktører, heriblandt Ernst Lubitsch og F.W. Murnau.

Viggo Larsen, der forlod Nordisk i efteråret 1909 efter nogle uoverensstemmelser med Ole Olsen, er også rykket til Berlin, hvor han får en stor karriere i tysk film. Han arbejder som både skuespiller og instruktør for flere selskaber, inden han starter sit eget. I den tyske filmdatabase er han krediteret som skuespiller, instruktør eller producent på knap 170 film fra 1910-1942. Så filmuddannelsen på Nordisk Film fra 1906-09 har i den grad givet pote, når man skeler til den imponerende indsats i tysk film.

Skylder vi ikke Viggo Larsen, som må være den dansker med allerflest film på cv’et til dato, ny opmærksomhed?

Der er skrevet overraskende lidt om Viggo Larsen, og avisomtale er sporadisk strøet ud over årtierne i anledning af runde dage under overskrifter som: ’Sergeanten, der blev Star’, ’Glemt Verdensnavn’ og ’Soldaten – der blev Stjerne’. Hans ret beset inferiøre film optaget i 1907, Løvejagten, fylder altid det meste, når det gælder Viggo Larsens arbejde hos Nordisk, og den tyske karriere har ingen forsket i. Dansk stumfilmforsknings grand dame, Marguerite Engberg, er hård i sin vurdering af Viggo Larsens indsats: han udvikler sig ikke rent kunstnerisk, han lærer ikke af de erfaringer, han gør sig, han har ikke trangen til at lege, som er forudsætningen for udvikling, og han lykkes ikke med dit og dat. Dommen lyder: ”Han arbejdede lige godt , eller [s]om man vil lige dårligt i alle genrer”. Skylder vi ikke Viggo Larsen, som må være den dansker med allerflest film på cv’et til dato, ny opmærksomhed? I takt med, at Filminstituttet digitaliserer stumfilmarven, og flere og flere af hans film kan ses, og at tyskerne har taget hul på en større digitaliseringsindsats, hvor man kun kan håbe, at nogle af hans og de mange andre danskeres film gøres tilgængelige, skal lyde en opfordring herfra: Se værket og bedøm hans indsats med friske øjne!


Kilder

Marguerite Engberg: Dansk Stumfilm I (Rhodos, 1977).
Filmene på stumfilm.dk.
Avisudklip fra Det Danske Filminstituts samlinger og Mediestream.
Båndet interview med Axel Graatkjær (Det Danske Filmmuseum, 28/12 1956).
Claus Ib Olsen og Philip Lauritzen: Cand.film in Kosmorama # 94, december 1969.
Stephan Schröder: Kunst, skæg og ballade – Storm P. i den tidlige stumfilm in Kosmorama #281, februar 2022.

 

Stumfilm fra pionertiden 1906–09