Ren magi eller hyper-moderne teknologi?

Kig med, når ’Fra Piazza del Popolo’ forvandles fra analog til digital

TEMA. Digitalisering. Et aldeles usexet ord, der slet ikke røber dets enorme betydning. Ikke mindst når det handler om at lade Asta Nielsen og Poul Reumert danse tæt på computerskærme, mobiler og tablets over hele verden. Men hvordan foregår forvandlingen fra analog strimmel til digital stream? Tag med redaktøren for stumfilm.dk på tur.

  Projektredaktør Anne Schwartz
30. september 2020

Der er iskoldt og mørkt. Vi kan se vores ånde i luften, da lysstofrørene kaster deres hårde lys over det spartanske interiør. Der er grå beton, hvor end man kigger hen, og de tunge, anonyme ståldøre i samme farveskala afslører intet om, hvad de gemmer på.

Hvis man ikke lige ved det, er det svært at forestille sig, at vi befinder os i Danmarks filmhistoriske skattekammer – en underjordisk bunker på en ukendt adresse i Store Dyrehave. 

Kommer man kørende ad Hillerødmotorvejen og drejer ind på den lille skovvej, åbner der sig en lysning mellem træerne på venstre side, hvor græsoverfladen er perforeret af sorte, firkantede kasser i lige rækker. En vældig indkørsel borer sig ned i terrænet og leder frem til den undselige ståldør, som fører ind i det allerhelligste: Nitratarkivet, hvor alle bevarede, danske stumfilm opbevares ved -5 grader og 30% luftfugtighed for at sikre materialet, der er fordelt i små celler, bedst muligt. De gamle strimler er lige så brandfarlige som benzin. Skulle uheldet være ude, sørger udblæsningskanaler – de sorte kasser oven på bunkeren –  for, at ilden ikke breder sig til de omkringliggende rum.

"En vældig indkørsel borer sig ned i terrænet og leder frem til den undselige ståldør, som fører ind i det allerhelligste: Nitratarkivet"

Filmarkivets chauffør Jan og jeg er taget herud for at hente den næste række af film, der skal vækkes til live af det store digitaliseringsmaskineri i det bemandede arkiv i Glostrup. En af titlerne er Fra Piazza del Popolo fra 1925.

Storfilm i modgangstider

”Engang var Nordisk Films Co. med i forreste Række blandt Film-Pionererne paa Verdensmarkedet. Skridt for Skridt søger det nu at tilbageerobre tabt Terræn, ” skrev Magasinet d. 3. maj 1925 og jog dermed fingeren i isbjørnens åbne sår. Siden Første Verdenskrig var det kun gået ned ad bakke. Nationaliseringen af den tyske filmproduktion tvang Nordisk Film til at sælge alle deres tyske filialer, og da Hollywood buldrede ind over verdensmarkedet, kneb det for isbjørnen at holde sin stolte positur på jordklodens top. 

Med sin nye førsteinstruktør A.W. Sandberg i spidsen forsøgte Nordisk Film op gennem 1920’erne at genvinde fordums status som storspiller på det internationale marked med stort opsatte litterære filmatiseringer. Men den succes, svenskerne eksempelvis havde oplevet med filmatiseringer af deres nationale klassikere, udeblev. ”A.W.”, som han blev kaldt, gik efter guldet med en række filmatiseringer af Charles Dickens’ romaner, inden han i 1925 kastede sig over Vilhelm Bergsøes klassiker om en skandinavisk kunstnerkoloni i guldalderens Rom.

Fra Piazza del Popolo blev spået til at være ”en af de Film, der til Vinter vil fylde vore og adskillige af Udlandets Billedteatre Aften efter Aften.” Sådan skulle det ikke gå. 

Da Rom blev bygget i Valby

I Filmarkivet i Glostrup deponeres filmen i et fryserum. Selvom lysten plager, er det ikke muligt at se materialet med det samme. Det skal akklimatisere, før vi overhovedet må tage det ud af dåsen. Fra fryserummet går turen til en køleboks på +5 grader og herefter skal filmen, der ligger fordelt på adskillige spoler, ud i stuetemperatur i mindst et døgn, før det skrøbelige materiale ser dagens lys anno 2020. 

"Nogle af udendørsscenerne blev skudt on location i det romerske villakvarter Frascati, mens resten tog form i og omkring Nordisk Films studier i Valby, hvor man havde bygget opulente kulisser"

Mens filmen tempererer, dykker jeg ned i billedarkivet, og finder bevarede fotografier fra optagelserne, der vidner om de ambitioner og penge, der blev investeret i filmen. Smukt komponerede scener – nogle af dem direkte efter kendte malerier, såsom ’Danske kunstnere på et romersk osteri’ af Ditlev Blunck og ’På Københavns Vold aftenen før Store Bededag’ af Andreas Herman Hunæus – og hundredvis af statister i kostumer, der skal matche 1800-tallets Rom. Nogle af udendørsscenerne blev skudt on location i det romerske villakvarter Frascati, mens resten tog form i og omkring Nordisk Films studier i Valby, hvor man havde bygget opulente kulisser –  Rom i Valby blev heller ikke bygget på én dag. At der lå møjsomt arbejde bag, vidner en hel samling fotografier fra dekorationsmaleren Carlo Jacobsens researchtur til Italien også om. 

”Hele Bydele af det daværende Rom har han bygget op, snævre Gyder, hvor kokette, smaa Italienderinder kigger frem bag de grønne Skodder, og matriarkalske Karabinierer (sic!) marscherer frem og tilbage foran maleriske Vareboder, aabne Pladser med Søjler og Duer og Mariabilleder og gamle forrevne Ruiner, hvor Tidsler og Torne vokser i Revnerne,” skrev Aftenpostens udsendte i sin reportage fra optagelserne d. 29. juni 1925. 

Det er umuligt ikke at glæde sig til at se det romerske Valby i levende billeder.

Et første kig

Men der stadig et stykke vej, før filmen får liv i scanneren. Inden da skal strimlen gennem et spolebord, hvor den manuelt tjekkes for fysiske fejl og mangler. Er der små revner, som vil kunne flække strimlen? Er limsplejsningerne fra 1925 så møre, at de går op? Og er det overhovedet det materiale, vi regner med? Alt det skal tjekkes og repareres inden filmens videre færd gennem maskineriet. 

Iført hvide handsker får jeg lov til at holde strimlen op mod lyset. På de små, transparente billeder genkender jeg Olaf Fønss i rollen som den fattige, norske billedhugger Olaf Malm, der er historiens hovedperson. Året er 1820, og han er, ligesom en række andre skandinaviske guldalderkunstnere, rejst til den italienske hovedstad i håb om, at han i dette billedhuggerkunstens Mekka vil finde inspiration og skabe sig et navn. Desværre overvældes han af stedets skønhed og mister troen på sine egne evner.
Altså lige indtil savværksejer Olaisen, der har betalt hans ophold, ankommer med sin kone og datteren Sigrid, Malms barndomsveninde. De amoriner, der længe har spiret, bryder nu ud i fuldt flor, og Malm hugger en ’Psyche’ med sin elskedes træk, som faderen straks bestiller udført i marmor. Sigrid får lov at sidde model, og de forelskedes kærlighed vokser dag for dag. 

Jeg kender historien fra det bevarede program, og ved, at det ikke kommer til at gå dem godt. 

Et tiltrængt bad

Det er blevet tid til rensemaskinens indsats. Rullerne sættes ind i et skab, der ligner et spolebord med glaslåg stillet på højkant. Bag ruden køres filmen fra en spole til en anden, mens en særlig slags sprit løsner støv og skidt, som så vaskes af, når strimlen føres gennem to cirkulerende svampe.

Det er meditativt og sært tilfredsstillende at følge det grundige arbejde, som mine kolleger og de højteknologiske maskiner udfører. Jeg får at vide, at markedet for rensemaskiner er så smalt, at hver enkelt først fremstilles, når man bestiller den. At der er tale om en niche, er næppe så overraskende, men det siger alligevel noget om, hvor ekstremt specialiseret et arbejde, der ligger bag digitaliseringen af de danske stumfilm. 

Det bedste og nyeste maskineri til de ældste film

415 titler, 350 timer, 47.690.140 frames. De stumfilm, som Nordisk Film og andre danske produktionsselskaber op gennem 00’erne brugte højst en-to uger på at producere, bliver her godt 100 år senere behandlet med den største omhu, gennemgår en lang og møjsommelig rejse fra bunker til skærm. 

Alle de led, hver enkelt film – som er fordelt på flere ruller, hvis det er en spillefilm – skal igennem, alle de specialiserede hænder og hoveder, der følger den nænsomt på hele vejen, er fascinerende!

"En enkelt frame fylder 65 MB. Og 65 x 47.690.140 giver et tal, som lommeregneren på min iPhone ikke engang kan rumme"

Og datamængden er overvældende: En enkelt frame fylder 65 MB. Og 65 x 47.690.140 giver et tal, som lommeregneren på min iPhone ikke engang kan rumme. Det skal omregnes til Gigabyte, Terrabyte og Petabyte! Jeg har aldrig været god til matematik, men pointen er, at de bevarede stumfilm, der fysisk selvfølgelig fylder en del, udgør aldeles svimlende datamængder, når de først er scannet.

A.W.’s 95 år gamle Fra Piazza del Popolo er endelig nået ind til Arriscan XT – et imponerende, tysk stykke højteknologi, der næsten fylder et helt rum og kan scanne 35 mm film i 4K-opløsning. ”Det er den bedste og nyeste på markedet,” siger Nikolaj, scanneristen, mens han sætter monstrummet i gang. 

På en skærm i det tilstødende rum kan jeg følge med, mens Arriscan affotograferer et enkelt billede per sekund. Den langsomme hastighed gør det muligt at nærstudere de kunstfærdige mellemtekster, der understøtter billedsiden. Til Fra Piazza del Popolo har man investeret i såkaldte art titles, mellemtekster udformet af en kunstner specifikt til filmen. Som reference til handlingen er teksterne skrevet på et malerlærred, og fonten matcher filmens øvrige stil og udtryk. Titlernes kunstfærdighed vidner endnu engang om produktionens økonomiske volumen. Filmen skulle tiltrække et internationalt, finkulturelt og købestærkt publikum, og for at opnå dette, måtte der både on location-optagelser fra Italien, stjerneskuespillere som Olaf Fønss og Karina Bell, detaljerede scenografier og art titles til. Også finten med at komponere scener ud fra kendte malerier var et led i missionen om at lokke de rette mennesker i biografen.  

Er det nat eller dag?

Det kommer bag på mange, at langt de fleste stumfilm var i farve. Da Nordisk Film begyndte sin produktion i 1906, var det ganske almindeligt at kolorere film på den ene eller anden måde. En film kostede 1 krone per meter, ville man have en koloreret version, kostede det 10 øre ekstra per meter. En af de koloreringsmetoder, man anvendte, var tintning. ”Herved forstås en proces, hvorved filmstrimlen under kopieringen blev nedsænket i et farvebad. Resultatet blev, at de dele af strimlen, der ville stå hvide i en sorthvid kopi nu fremstod i den ønskede farve,” lyder filmforsker Marguerite Engbergs forklaring i artiklen Er det nat eller dag i Kosmorama nr. 198 fra 1991. 

Man tintede ofte efter stemning, så dagsscener var gule eller amberfarvede, nattescener var blå, og scener med ildebrand var røde. De sektioner af strimlen, der indeholdt nattescener, blev klippet ud, sat sammen og nedsænket i et blåt farvebad (man brugte ganske almindelig bomuldsfarve fra tekstilindustrien), hvorefter de igen blev klippet fra hinanden og indsat de korrekte steder i filmen. Ved overgangen til lydfilmen forsvandt kolorering af film, da filmstrimlens lydspor ikke kunne fungere med en tintet eller tonet film. 

"Man tintede ofte efter stemning, så dagsscener var gule eller amberfarvede, nattescener var blå, og scener med ildebrand var røde"

Den bevarede, originale nitratkopi af Fra Piazza del Popolo fra 1925 er sorthvid, mens materialet, der digitaliseres, er en tintet kopi fra 1999, som Filminstituttets museumsinspektør Thomas Christensen restaurerede til en visning på stumfilmfestival i Pordenone. ”Der er selvfølgelig ikke tale om, at vi er gået ind og har valgt nogle farver efter forgodtbefindende. Vi har slået op i de originale, analoge kartotekskort med præcise angivelser af de enkelte sceners farver. Det er en tidskrævende, møjsommelig proces, men det er den eneste måde at genskabe en oplevelse, der er så tæt på, hvad publikum anno 1925 så i biografen, som muligt.”

Jagten på den oprindelige biografoplevelse

Og den historiske autenticitet vejer tungt, når stumfilmene restaureres. De digitale værktøjer muliggør en restaurering, der fjerner samtlige skrammer og korn, justerer lysniveauer og skarphed, så man står tilbage med superlækre, skarpe billeder. Det er bare ikke det, der er målet. ”Den form for remastering anser vi for en kommerciel aktivitet, der har til formål at snyde publikum til at tro, at det de ser, er en original og helt fejlfri stumfilm. Og sådan så de ikke ud,” forklarer Thomas. Når målet er at genskabe den oprindelige biografoplevelse, er det vigtigt ikke at overrestaurere. 

Ligesom alle andre stumfilm skal Fra Piazza del Popolo farvekorrigeres. Farverne er falmet gennem årene. Det foregår i arkivets arbejdsbiograf, hvor colorgraderen Jørgen Christiansen arbejder videre med filerne fra scanneren. ”At colorgrade stumfilm er ikke det samme som at colorgrade en nyproduceret film. Man skal kende historikken, og man skal kende sin farvelære. Man må ikke manipulere farverne til noget, der ikke eksisterede dengang,” fortæller Jørgen, mens han koncentreret og nænsomt drejer på de specielle justeringshjul, der ændrer den gullige tone på lærredet foran os. 

"Hovedpersonen Malm har heltemodigt kastet sig i bølgerne for at bistå med redningsarbejdet, alt imens restaureringsteknikeren Claus Greffel fjerner pletter og fejl i hvert enkelt billede her i Glostrup anno 2020"

Da jeg, nogle uger senere, træder ind i restaureringssuiten, er det filmens vilde action-sekvens, hvor Tiberen er gået over sine bredder og oversvømmer store dele af Rom, der er under behandling. Hovedpersonen Malm har heltemodigt kastet sig i bølgerne for at bistå med redningsarbejdet, alt imens restaureringsteknikeren Claus Greffel fjerner pletter og fejl i hvert enkelt billede her i Glostrup anno 2020. ”Vi har ikke noget problem med, at en film ser lidt gammel og slidt ud. Der skal bare ikke være ting, som er direkte forstyrrende for biografoplevelsen,” siger han og understreger nok engang pointen om den historiske autenticitet.

Fra Piazza del Popolo har 114.916 enkeltbilleder, og Claus skal se dem alle sammen igennem. 

Heldigvis kan speciel software hjælpe med det grove arbejde, hvor det meste støv og ridser fjernes inden finpudsningen finder sted. Hver film gemmer på nye udfordringer, fordi hver film er unik i sin tilstand. ”Hvis der opstår et problem, vi ikke kan løse, sender vi dokumenterende billeder til programmørerne i Østrig, der laver helt nyt software, som kan løse dét specifikke problem,” fortæller Claus.

Den sensationelle oversvømmelsesscene er skabt med en miniaturemodel af bydelen, som man har hældt vand ind over, og var det ikke for de unaturligt store enkeltdråber i bølgetoppene, ser det faktisk ganske livagtigt ud. Digitaliseringen har ironisk nok tydeliggjort, at de romerske facader og gader er en miniatureverden af papmaché. 

Når Harriet bliver til Thora

”Still dreaming of your lover, eh? Well I think you can make up your mind you will never see him again,” siger Olaisen til sin ulykkelige datter, som han har lovet væk til en rig englænder.

Inden filmen skal til et sidste gennemsyn, så den kan mastereres til streaming på stumfilm.dk og langtidslagres på arkivets enorme server, skal mellemteksterne oversættes til dansk. Den bevarede kopi blev i sin tid eksporteret til England eller USA, for teksterne er på engelsk. De originale, danske mellemtekster er nedfældet i sirlig håndskrift af flittige (sikkert kvindelige) kontorarbejdere på Nordisk Film – netop for på effektiv vis at kunne oversætte til eksporten. 

"Et godt eksempel er navneproblematikken: Karaktererne skifter ofte navn, alt efter hvilket land, filmen har skullet vises i"

De danske mellemtekster skal indtastes manuelt, og selvom det er rugbrødsarbejde, forekommer det både, at man må være flere mand om at tyde håndskriften, og at man står over for nogle etiske og kreative valg i forhold til selve oversættelsen. Et godt eksempel er navneproblematikken: Karaktererne skifter ofte navn, alt efter hvilket land, filmen har skullet vises i. I engelsktalende lande er Harriet eksempelvis blevet til Thora. Skal man oversætte navnet til det originale danske, eller forvirrer det seeren, at der står Harriet i underteksten og Thora på skærmen?

Derudover er der ofte store uoverensstemmelser mellem de originale og de oversatte mellemtekster, da man tilsyneladende har oversat ret frit. I sidste ende er det vigtigst, at den overordnede betydning slår igennem, og at ordlyden er tidssvarende. Og den får vi forærende, når der eksempelvis står ”Skab dig ikke, nabo, se, der er hampefrø til kanariefuglen!”

Digital premiere

Der er gået omkring 10 uger, siden Jan og jeg hentede Fra Piazza del Popolo i bunkeren. Den er blevet repareret, renset, scannet, farvekorrigeret, restaureret og mastereret.

"I dag får A.W. Sandbergs 95-årige storfilm sin digitale premiere for et publikum anno 2020"

Og i dag får A.W. Sandbergs 95-årige storfilm sin digitale premiere for et publikum anno 2020. Og selvom filmen ikke fik den internationale gennemslagskraft, Nordisk Film havde satset på, var danske anmeldere begejstrede og roste instruktøren med følgende ord:

”Hans Haand kan stundom ryste lidt, naar det gælder en helt moderne Film…men giv ham Lov til at springe et par Menneskealdre tilbage, giv ham Krinoliner og Kalvekrøs og Krøller og anden svunden Herlighed at tumle med, og han er i et Nu oppe i en helt anden Klasse, oppe blandt de virkelige Verdensinstruktører.”

Tilbage er bare at trykke på play
 



Anne Schwartz, projektredaktør | 30. september 2020

FRA PIAZZA DEL POPOLO: FRA STRIMMEL TIL STREAM

Følg A.W. Sandbergs storfilm fra 1925 gennem Filmarkivets maskineri.

Fotograf og tilrettelægger: Daniel Bødker Sørensen, 2020. 
Speak: Liv Thomsen, Historieselskabet.

Fra Piazza del Popolo: Bag kameraet

Dekoratør Carlo Jacobsen på research-tur til Italien.

 

Da Rom blev bygget I Valby. Filmens kulisser begynder at tage form.

 

Håndværker på arbejde i Carlo Jacobsens italienske univers.

 

Fotografisk reproduktion af Ditlev Bluncks ’Danske kunstnere på et romersk osteri’ (1837).

 

Fotografisk reproduktion af Andreas Herman Hunæus’ ‘På Københavns Vold aftenen før Store Bededag ’ (1862).

 


Kontakt

 

  Anne Schwartz
Projektredaktør
Tlf. 3374 3681
annesc@dfi.dk
  Thomas C. Christensen             
Museumsinspektør
Tlf: 3374 3576
thomasc@dfi.dk
  Jørgen Christiansen
Projektleder
Tlf: 3374 3623
jorgenc@dfi.dk
  Claus Greffel
Digital restaurerings- og
masteringstekniker
Tlf: 3374 3405
clausg@dfi.dk 
  Marie-Luise Lubich
Filmarkivar og klargøring
Tlf: 3374 3624
marieluisel@dfi.dk