Den Store Krig på det store lærred

Krig er et ældgammelt men evigungt tema i kunst og litteratur og dermed oplagt at kaste sig over for den nye underholdningsindustri i 1910’erne: Filmen. Krig er spænding, kamp på liv og død, strategi, politik, mod, opofrelse, ære og fejhed, kærlighed – alt hvad livet rummer af godt og måske mest ondt.

Dansk stumfilm under Første Verdenskrig

Bjarne S. Bendtsen | 15. januar 2020

TEMA. I årene op til Første Verdenskrigs udbrud i august 1914 var den danske filmindustri blandt verdens førende med Ole Olsens (1863-1943) Nordisk Films Kompagni som det absolut største selskab. Det skulle krigen sætte en stopper for. Adgangen til de udenlandske markeder blev vanskeliggjort af krigshandlingerne, og krigens tryk på det store tyske marked i sig selv mindskede efterspørgslen her. Efter krigens afslutning i november 1918 var det andre, særligt den amerikanske filmindustri, der havde taget over.

Danske krigsfilm før 1914

Nogle af de første større danske filmproduktioner var krigsfilm, heriblandt en mindre bølge af film fra 1909-1912 om De slesvigske krige. Vigtigst af disse er Eduard Schnedler-Sørensens (1886-1947) filmatisering af det yderst populære patriotiske digt Den lille Hornblæser, som en overgang var verdens længste film med godt 20 minutters spilletid.  Den blev årets succes i Danmark, så Social-Demokraten i foråret 1910 kunne fortælle, at ”Over ¼ Million Mennesker har nu set Nationalsuccessen Den lille Hornblæser.”2  Året efter fulgte Urban Gad (1879-1947) og Alexander Christians (1881-1937)  En Rekrut fra 64, der slutter med, at helten Felix knytter ”sin Haand truende mod Tyskland og udbryder: »Blot jeg kunde hævne!«”3  Denne skarpt anti-tyske vinkel og retorik forsvandt forståeligvis fra danske film med krigsudbruddet.

Helten Felix knytter ”sin Haand truende mod Tyskland og udbryder: »Blot jeg kunde hævne!«”. Denne skarpt anti-tyske vinkel og retorik forsvandt forståeligvis fra danske film med krigsudbruddet.

I 1910 instruerede Gunnar Helsengreen (1880-1939) En Helt fra 64 som en slags efterfølger til Den lille Hornblæser, men filmen, der i programmet betegnes som et ”Nationalt Krigsskuespil”, blev tilsyneladende ingen succes. Endelig fik H.O. Carlssons Fæstningsmanden eller Minder fra 64 premiere 18. marts 1912; et ”krigshistorisk Skuespil” med episoder fra tilbagetoget fra Dannevirke og krigen i 1864, som plakaten siger.

Der blev dog ikke kun lavet alvorlige historiske film om krig og det militære i disse år. Den danske tradition for soldaterkomedier, som vel bedst kendes fra Sven Methlings serie af Soldaterkammerater-film (1958-1968), går faktisk helt tilbage til filmens ungdom. Her kan bl.a. nævnes Nordisk Films Soldatens glade Liv (1910); Schnedler-Sørensens umilitaristiske farce Carl Alstrup som Soldat (1911), hvor Alstrup, der meget senere blev kendt som manden på risten ved at spille idiot, slipper for videre militærtjeneste;4  Filmfabrikken Skandinaviens Pigernes Jenser eller – igen – Soldatens glade Liv (1912): en ”Kinematografisk Farce” om fire gamle soldater, der er blevet genindkaldt, men som kun når at drikke sig fulde ”i det glade København Anno 1912-13”; Christian Schrøders (1869-1940) falde-på-halen-komedie, i helt bogstavelig forstand, Frederik Buch som Soldat (1913) med skuespiller Frederik Buch i rollen som en umulig rekrut – filmen har den alternative titel Rekruttens Genvordigheder. Selv under krigen findes denne lette tilgang til emnet i Kystartilleristens glade Liv med den alternative titel Carl Alstrup i Sikringsstyrken, som havde premiere 28. maj 1917.5 Endelig er der Schnedler-Sørensens Vennerne fra Officersskolen (1913), der kategoriseres som en krigsfilm på dette site og slår en lidt alvorligere tone an end de netop nævnte.

Spionfilm: Film fra Balkankrigene og Det hemmelighedsfulde X (1914)

I årene lige inden Første Verdenskrig udsendes danske krigsfilm på en langt alvorligere baggrund og med en mere dyster tolkning af krig og det militære: Balkankrigene i 1912-13. Den kvindelige Spion fra Balkan eller Generalens Søn, hvis instruktør er ukendt,havde premiere 2. juledag 1912, kun godt to måneder efter at den Første Balkankrig var brudt ud 8. oktober 1912. Det er en melodramatisk spionhistorie, der efter filmprogrammet at dømme mest brugte Balkan-settingen som eksotisk staffage. Tre dage inden havde Urban Gads Pigen uden Fædreland haft dansk premiere; den var dog optaget i Berlin som Das Mädchen ohne Vaterland. Filmen var den seneste Asta Nielsen-succes, som en annonce for Kinografen oplyste, og var bygget over en episode fra Balkankrigen, hvor Die Asta (1881-1972) spiller en sigøjnerpige i en melodramatisk kærligheds- og spionintrige.6 

Vilhelm Glückstadt (1885-1939) instruerede året efter Krigskorrespondenter, der havde premiere 13. maj 1913. I en avisreklame for filmens fremførelse i Victoria Teatret karakteriseres den, med filmisk klippende sætningsfragmenter, som ”[e]t Billede af den moderne Krigs Rædsler. En Jernbanebro styrter sammen, et Krigsskib sprænges i Luften, en Flyvemaskine skydes ned etc. etc.”7 En krigskritisk vinkel fandtes således allerede før krigen.Tydeligvis ikke kun ud fra en moralsk tilgang, som flere af de danske krigsfilm fra selve krigsårene slog på, men også som en kommerciel slagvare. Endnu en film om Balkankrigene er Einar Zangenbergs (1882-1918) Adrianopels Hemmelighed, der havde de alternative titler Spionen og Flugten paa Liv og Død. Filmen, der ifølge programmet omhandler en ”Episode fra Tyrkerkrigen”, havde premiere 13. oktober 1913, og den kan også betegnes som en spionfilm. Det samme gælder Den kvindelige Spion fra Balkan og senere film som A.W. Sandbergs (1887-1938) De røvede Kanontegninger eller Robert Dinesens (1874-1974) Mit Fædreland, min Kærlighed, som også havde titlen Spionen.

En krigskritisk vinkel fandtes således allerede før krigen. Tydeligvis ikke kun ud fra en moralsk tilgang, som flere af de danske krigsfilm fra selve krigsårene slog på, men også som en kommerciel slagvare.

Ud over de nævnte film fra Balkankrigen hører Benjamin Christensens Det hemmelighedsfulde X (1914) hjemme i kategorien spionfilm. Den lægger hårdt ud med, at helten, løjtnant von Hauen, skriver sit testamente, da krigsfaren er overhængende – og der går da heller ikke længe, før krigen bryder ud. Filmen har et noget sensationspræget og urealistisk, melodramatisk plot – men rummer til gengæld flere filmisk flotte sekvenser, ikke mindst Christensens brug af lys og skygge er blevet fremhævet for sine kvaliteter.

Pacifistiske krigsfilm: Ned med Vaabnene! (1914) og Pax æterna (1917)

Mere substans er der i de pacifistiske krigsfilm, der blev indspillet på dansk grund i disse år. En af verdens første pacifistiske film er Ned med Vaabnene!, som blev instrueret af Holger-Madsen (1878-1943) – eller ”Holger Bindestreg”, som han også blev kaldt, efter at han i 1911 tog navneforandring – og med manus af dansk films kommende internationale stjerneinstruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968). Det er en filmatisering af den østrigske baronesse og nobelprisvinder Bertha von Suttners (1843-1914) antikrigsbibel Die Waffen nieder! (1889). Filmen skulle have haft premiere ved den 21. internationale fredskongres i Wien, 15.-19. september 1914, til ære for selvsamme von Suttner, der var blevet tildelt titlen som kongressens præsident.8  Det blev begribeligvis ikke til noget: kongressen blev aflyst, og von Suttner døde i øvrigt, måske nådigt for hende, den 21. juni 1914 – inden skuddene i Sarajevo og krigens negering af hendes agitation og håb for en fredelig fremtid.

Ned med Vaabnene!  blev i 1914 censureret med den da endnu sjældne klausul: forbudt for børn under 16 år og fik på grund af krigsudbruddet først dansk premiere 18. september 1915.9  I Politiken undrer anmelderen sig dagen efter premieren over censors indgreb: "Der er intet i filmensom kan øve uheldig Indflydelse undtagen maaske paa de ganske Smaa, for hvem Indtrykkene vel nok er for voldsomme.” Men, fortsættes der, ”større Børn vilde netop af denne Række Billeder kunne lære at hade Krigen, dens Raahed og dens Barbari, dens Ødelæggelse og dens Forbandelse.”10  Anmelderen spår endvidere filmen succes, hvad den da også fik. I samtidens omtale hæfter man sig primært ved masseoptrinenes storslåede karakter, ved dens vigtige, krigskritiske budskab og ved dens ”uforlignelig[e] Realisme,” som også både det dansk- og engelsksprogede program fremhæver.11  Filmen virker på en nutidig tilskuer voldsomt melodramatisk – det samme gælder naturligvis også von Suttners romanforlæg – og det billede af krig, den tegner, matcher slet ikke verdenskrigens mekaniserede, industrialiserede slagteri.

Ned med Vaabnene! var ikke den eneste danske pacifistiske krigsfilm – eller måske skulle man nærmere betegne dem som fredsfilm, da det i langt højere grad er film, der skildrer kampen for fred. Den væsentligste er Holger-Madsens drama Pax æterna, som ved den udsolgte premiere i Paladsteatret den 16. februar 1917 blev indledt med en prolog af forfatteren Sophus Michaëlis (1865-1932),”fremsagt med Kraft og Patos” af filmens instruktør.12 

Pax æterna lægger ud med, at den gamle konge i et lykkeligt land, Fredsfyrsten, tvinges til at gå i krig med nabolandet. Han dør straks derefter af et hjertestop, og hans unge søn, Alexis, der er forelsket i filmens kvindelige heltinde, den gamle fredsven, Professor Claudius’ datter Bianca, må modstræbende føre krigen. Den unge konge får fjenderne tvunget ud af landet, men nægter derpå at føre krigen videre, som hans regering ellers kræver. Han går derimod aktivt ind i fredsarbejdet, som Bianca og Røde Kors kommer til at stå i spidsen for. De udruster et fredsskib og får alle verdens nationer indkaldt til en stor fredskongres, hvor landenes ledere underskriver fredstraktaten, der sikrer Den evige Fred, som er en af filmens alternative titler.

Krig, patriotisme og kærlighed: Mit fædreland, min Kærlighed (1915) og Pro Patria (1916)

Der blev dog ikke udelukkende lavet pacifistiske krigsfilm i 1910’ernes Danmark, men også patriotiske film, der ofte var glaseret med melodramatiske kærlighedshistorier. Et godt eksempel er Mit Fædreland, min Kærlighed (1915) – et krigsdrama i tre akter, baseret på faktiske begivenheder. I filmens program karakteriseres den som ”En Officers Kærlighedsroman under Verdenskrigen” og som et ”Stort militært Folke-Skuespil om en tapper Officér og hans heltemodige Kæreste.”13  Filmen har den alternative titel Spionen og den engelske titel Through the Enemy’s Lines, hvilke begge lægger mere vægt på filmens spionintrige, end den danske titel gør.

En lignende, men væsentligere, film er August Bloms (1869-1947) Pro Patria, hvis danske premiere fandt sted den 21. februar 1916. Som meget af den danske behandling af krigen er denne film en ganske melodramatisk og urealistisk fortælling, hvor individuelt heltemod endnu er af afgørende betydning for kampens resultat. Filmen har tidens store mandlige stjerne Valdemar Psilander (1884-1917) i hovedrollen som Erich von Wimpfen, Alma Hinding (1882-1981) som Else og Gunnar Sommerfeldt (1890- 1947) som Alexis, og den blev en ganske stor succes i de danske biografer.14 

Som meget af den danske behandling af krigen er denne film en ganske melodramatisk og urealistisk fortælling, hvor individuelt heltemod endnu er af afgørende betydning for kampens resultat.

Lignende træk ses i Robert Dinesens I Farens Stund, som fik dansk premiere den 22. november 1915,15  og i Holger-Madsens Krig og Kærlighed, som havde premiere 23. september 1918. Sidstnævnte film handler om en ung officer, der er splittet mellem sin kærlighed og pligten over for fædrelandet – og moralen er her soleklar: soldatens pligt mod fædrelandet overstiger alt andet, selv kærligheden. I september 1918 syntes dette 1914-dilemma dog ikke at have tiltalt publikum. Det skyldes måske det faktum, at filmen – sammen med bl.a. Pro Patria, Mit Fædreland, min Kærlighed og De røvede Kanontegninger – faktisk var indspillet tidligt i krigen, allerede i efteråret 1914, hvor Nordisk Film søgte at udnytte den succes, Ned med Vaabnene! havde opnået i USA. Som filmhistorikeren Marguerite Engberg præcist har udlagt det i en kommentar til Krig og Kærlighed, så blev det “vanskeligt at akceptere Nordisk Films Kompagnis operetteofficerer, da verdenskrigen var brudt ud.”16  Om Ned med Vaabnene! skriver hun, efter at have rost Holger-Madsens imponerende iscenesættelse og krigsscenernes lighed med D.W. Griffiths (1875-1948) En Nations Fødsel (1915), dog fraregnet Griffiths uforlignelige, dramatiske klippeteknik:

Det er imidlertid ikke formelle grunde, der gør, at filmen har svært ved at fængsle i dag. Det er indholdet, der er noget galt med. Handlingen savner hold i virkeligheden. Det er operettesoldater og operetteofficerer, filmen viser, og handlingen centreres omkring en generalinde Tilling, hvis private livshistorie skal interessere os mere end krigen som sådan. Hverken baronesse von Suttner eller Holger-Madsen havde evner eller tilstrækkelig fantasi til at forestille sig, hvad en moderne krig indebar af gru og rædsel; slagscenerne, der kunne virke realistiske og stærke på tilskuere før 1. verdenskrig, forekom allerede få år efter naive og lidet overbevisende.17 

Det er en karakteristik, der passer på mange af disse film. Engberg fortsætter analysen af særligt Nordisk Films krigsfilm således:

Endnu en grund til, at krigsskildringen virker forloren er, at handlingen, således som det efterhånden var blevet skik og brug hos Nordisk, udspiller sig i et ikke nærmere bestemt land. I sin angst for at støde eventuelle aftagere af filmen, havde man sørget for at uniformer og navne var tilpas ubestemmelige, at ingen skulle kunne føle sig ilde berørt. Men det bevirkede, at filmens problematik blev virkelighedsfjern og intetsigende.

Disse kritikpunkter blev af gode grunde ikke mindre fremtrædende, som krigen skred frem og man også i Danmark fik mulighed for at se eksempelvis den ekstremt populære britiske dokumentar – med indlagte fiktionsscener – The Battle of the Somme (1916) i biograferne.

Sci-fi pacifisme: Himmelskibet (1918)

En noget anden tilgang til kritikken af krigen findes i Holger-Madsens sci-fi-film Himmelskibet (1918). Sophus Michaëlis’ prolog forbinder filmen med krigen: ”Hvad op vi bygged, slog vi ondt i Stykker / – et Ragnarok hen over Jorden raser, / Lemlæstet løfter Verden sine Krykker / mod Himmelørknens fjerne Freds-Oaser.”18  Denne freds-oase er målet for filmens helt, marinekaptajn Avanti Planetaros, og her møder han og besætningen på himmelskibet Excelsior en langt mere fremskreden og fredelig civilisation – paradoksalt nok på lige netop Mars.

En lang anmeldelse i Politiken dagen efter premieren lægger ud med at karakterisere det københavnske filmpublikum som lunefuldt: ”De stormer Kinografen for at se en dum Spekulationsfilm, men de havde i Aftes ikke helt fyldt Paladsteatret, skønt en udmærket dansk Forfatters Navn stod paa Programmet.”19   Michaëlis’ korte prolog var anmelderen med på: ”Paa Baggrund af Krigens Rædsler løftede Digteren Blikket mod de blinkende Stjerner og profeterede, at Daaden en Gang vilde gøre det Spring, som nu Fantasien vovede.” Men denne bevægelse er også filmens problem, synes anmelderen at mene, da det ikke helt er lykkedes at skildre den smukke tanke, Michaëlis har haft: Ideen bag Himmelskibet ”kunde være blevet et skønt Digt”, men nu er det i stedet ”blevet en underholdende Film”. De forskellige kunstarter er tydeligvis ikke ligestillede på dette tidlige tidspunkt i filmens historie.

Krigens revolutionære følger: Folkets Ven (1918)

Endelig er der film, som på mere afledt måde beskæftiger sig med krigen som tematik. I slutningen af 1918 instruerede Holger-Madsen Folkets Ven, som udkom kort efter krigens afslutning, 2. december 1918. Genremæssigt betegnes den på plakaten som ”en Samfundsfilm” og i programmet som et ”Samfundsskuespil”. Hovedpersonerne hedder symboltungt Kamp til efternavn, og filmens plot er kort fortalt dette: De tre brødre Kamp ønsker samfundsforandringer men vælger forskellige midler til at opnå dem: Smeden Waldo, spillet af Svend Kornbeck (1869-1933), ønsker revolution; den svage krøbling, urmageren Kurt, spillet af instruktør Holger-Madsen selv, forsøger at skyde landets premierminister, Truchs, som dog ironisk nok reddes af sit lommeur – som et ekko af konseilspræsident Estrups frakkeknap godt 30 år forinden – mens filmens helt, typografen Ernst, som spilles af Gunnar Tolnæs, tror på, at forandringerne i samfundet skal komme ad legal, demokratisk vej.

Hen mod filmens slutning, hvor Ernst Kamp, nu som Folkepartiets fører og minister i premierminister Truchs’ regering, holder tale i Folkets Park, er der en række klip, der nærmest som en forsmag på senere tiders socialdemokratiske propagandafilm viser, hvordan det var før, og hvilke fremskridt der nu er nået via partiets arbejde – inden for lovens rammer, hvilket er filmens hovedbudskab til den revolutionære samtid. Og helten ender da også med at få premierministerens datter, som en besegling af den nye samfundsorden og forbrødringen mellem overklassen og arbejderne.

Helten ender da også med at få premierministerens datter, som en besegling af den nye samfundsorden og forbrødringen mellem overklassen og arbejderne.

Første Verdenskrigsfilm i eftertiden

Da kanonerne på verdenskrigens slagmarker tav i november 1918, var publikum trætte af krig, og emnet blev først igen aktuelt – eller økonomisk interessant – efter en årrække, primært i forbindelse med det store krigsbogsboom, der opstod omkring 10-året for våbenstilstanden. Lewis Milestones Oscarvindende Hollywood-udgave af tyske Erich Maria Remarques roman Intet Nyt fra Vestfronten, der først udkom som avisføljeton fra november 1928, blev en stor succes. All Quiet on the Western Front, som var den amerikanske titel på filmen, fik verdenspremiere i USA 25. april 1930 og dansk premiere 1. august samme år. Et andet væsentligt krigsværk, der bidrog til starten på krigsbogsboomet, er britiske R.C. Sherriffs skuespil Journey’s End, som fik premiere i London 9. december 1928. Stykket blev filmatiseret af James Whale, og filmen fik premiere i april 1930. Disse krigsfilm virkede særligt stærkt på samtiden af den simple grund, at talefilmen var kommet til: der var lyd på kampscenerne.20  Der blev lavet krigsfilm også inden boomet sidst i 1920’erne, fx Rex Ingrams The Four Horsemen of the Apocalypse (1921) med den kommende superstjerne Rudolph Valentino, men antallet af krigsfilm stiger voldsomt omkring 1930. Siden har krigsfilmen været et fast element i biografernes tilbud, for krig går aldrig af mode. Og mens disse linjer skrives, vinder Sam Mendes’ Golden Globe-priser for sit krigsdrama 1917 (2019).


Noter

2.  Social-Demokraten, 13. marts 1910, s. 1.
3.  Programmet – og filmen – kan ses her på sitet: https://www.stumfilm.dk/stumfilm/streaming/film/en-rekrut-fra-64.
4.  Se https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/carl-alstrup-som-soldat.
5.  Se https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/kystartilleristens-glade-liv.
6.  Filmen, årg. 1, nr. 6, 1. januar 1913, s. 90-91. Se desuden https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/pigen-uden-faedreland.
7.  Nationaltidende, 19. maj 1913, morgen, s. 4.
8.  Jf. Andrew Kelly: ‘Film as Antiwar Propaganda. Lay Down Your Arms (1914)’, i Peace & Change vol. 16, nr. 1, jan. 1991, s. 97-112.
9.  Jf. https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/ned-med-vaabnene.
10.  Politiken,19. september 1915, s. 9.
11.  De forskellige programmer findes her på sitet: https://www.stumfilm.dk/stumfilm/streaming/film/ned-med-vaabnene.https://www.stumfilm.dk/stumfilm/streaming/film/ned-med-vaabnene
12.  Politiken, 17. februar 1917, s. 2-3.
13.  Programmet kan hentes på https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/mit-faedreland-min-kaerlighed (04.01.2020). Den digitaliserede udgave af filmen er hollandsk, hvor karaktererne har andre navne end i programmet.
14.  Se fx reklame i Berlingske Tidende, 1. marts 1916, s. 4.
15.  Se https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/i-farens-stund.
16.  Marguerite Engberg: Dansk stumfilm – de store år (1977), bd. 2, s. 509.
17.  Ibid., s. 504.
18.  Program og prolog m.v. kan findes på på filmens side her på sitet: https://www.stumfilm.dk/stumfilm/streaming/film/himmelskibet.
19.  Politiken, 23. februar 1918, s. 10.
20.  Se fx Povl Westphalls anmeldelse af den tyske dokumentar I Vestfrontens Trommeild i de sønderjyske krigsinvaliders blad Krigs-Invaliden, 13. årg., nr. 9, 1. december 1936, s. 89-90.


Bjarne S. Bendtsen | 15. januar 2020