Ågerkarlen Sintram lever og ånder for penge og af samme grund slår han hånden af sin filantropiske søn Floridan. Forbitret graver Sintram sin formue ned i skoven og i et bøgetræ gemmer han et testamente til enhver, der finder brevet. Handlingen er det eneste hårde fysiske arbejde, den gamle ågerkarl har udført i sit liv og udmattelsen slår ham ironisk nok ihjel. I mellemtiden har Floridan søgt arbejde på et savværk, da han modtager nyheden om sin fars død og sin egen arveløshed. Skæbnen vil dog, at et særligt bøgetræ finder vej til Floridans savværk.
Instruktør Holger-Madsen var en af Nordisk Films Kompagnis førende instruktørprofiler i stumfilmsperioden. Han instruerede omkring 80 film i perioden 1913-1919. Holger-Madsen er særligt kendt for ‘Evangeliemandens Liv’ (1915) og ‘Himmelskibet’ (1918), som også kan ses på sitet.