Cinemateket
Gør dit lærred lidt bredere
Viden om Film
Bevaring og formidling af historiske film
Læring & Formidling
Oplev, forstå og skab film
For branchen
Viden, nyheder og værktøjer for film- og spilbranchen
Støtte
Indgang til Filminstituttets støtteordninger
Om Filminstituttet
Læs mere om organisationen
Stumfilm
442 resultater
Den Fremmede
Vilhelm Glückstadt, 1914
Unge fuldmægtige Poul Wang er ved at feste sin formue op, alt imens en mystisk fremmed skikkelse skygger ham. Dagen derpå falder regningen og Poul må i hemmelighed krybe til en lokal ågerkarl. De voksende renter frister Poul til at stjæle fra sin arbejdsplads, men han opdages af en vagtsom kollega.
Detektivens Barnepige
Hjalmar Davidsen, 1914
Detektiv Barker får sin sag for, da hans rødhårede barnepige, Kate Blond, viser sig at være en mestertyv i forklædning. Barkers nære venner er et velhavende grevepar, der for nylig har købt et værdifuldt smykke på auktion. Med en forgiftet synål bedøver Kate grevinden og tiltusker sig smykket.
Dobbeltgængeren
Holger Rasmussen, 1910
En tyveknægt klæder sig ud som greven for at skaffe sig adgang til dennes villa og stjæle en værdifuld halskæde.
Kean
UKOMPLET | Filmen er løseligt baseret på Alexandre Dumas’ skuespil om den feterede skuespiller Kean, der begår sig ubesværet i alle samfundslag i 1830’ernes London. Han er til selskab hos grever og prinser den ene aften og hygger sig med de fattige kunstnere på byens knejper den næste. En række forelskelser på kryds og tværs driver ham ud i et kompliceret kærlighedsdrama.
Drama fra Riddertiden
Viggo Larsen, 1907
En ung adelsmand ankommer til Frederiksborg Slot, hvor en borgherre bor med sin unge, smukke datter. Den fremmede og datteren bliver straks forelskede i hinanden til stor harme for hendes forlovede. Syg af jalousi udspionerer han det elskende par og øjner pludselig muligheden for at skille sig af med sin rival en gang for alle.
Dødsangstens Maskespil
Eduard Schnedler-Sørensen, 1912
Den populære artist Frank Harvey har fået et jobtilbud i Amerika. På skibsrejsen over Atlanten får Harvey øje på kaptajnens smukke datter, og de to bliver hurtigt gode venner. Der udbryder imidlertid brand i skibets lastrum, og mens mandskabet knokler for at slukke flammerne, må Harvey holde passagererne hen med sine allerbedste numre og bede for sit og de andres liv.
Dyrekøbt Glimmer
Urban Gad, 1911
Den fattige skibstømrerdatter Hulda er kærester med den lige så fattige kontorist Aage. En dag møder hun direktør Winckler, der skaffer hende ansættelse på et varietéteater, hvor hun hurtigt bliver berømt. Til trods for hendes mange nye bejlere er Hulda stadigvæk kun interesseret i Aage, der dog ikke kan komme på tale som ægtemand førend han er kommet til penge.
Dyrekøbt Ære
William Augustinus, 1911
Doktor Thaw er sin kone Rose utro med dennes veninde Nina. Da han en aften er er ude og nyde sin stjålne lykke, bliver Rose myrdet af en indbrudstyv, og han finder hende slap og kold i ægtesengen næste morgen. Af respekt for Nina nægter han at sige, hvor han var på drabstidspunktet og ender med at blive sigtet for hustrumord.
Dødens Brud
August Blom, 1912
Otto Beckert har et godt øje til sin kusine, Aase, der har lovet sit hjerte til Tage Henning. I jagten på hendes kærlighed forsøger Otto at drive de to elskende fra hinanden – og det lykkes! Et enkelt fejltrin og Aase havner i Ottos taknemmelige favn. Da brylluppet skal stå, forsøger den vragede Tage at vinde sin elskede tilbage.
Dødsflugten
Eduard Schnedler-Sørensen, 1911
Leo mistænker Sonja for utroskab, men i virkeligheden fraterniserer hun – heldigvis eller desværre – med militante nihilister. En aften skygger Leo hende og ender i kløerne på nihilisterne, der giver ham et ultimatum med livet som indsats. Hvis Leo inden for tre dage kan fremskaffe politiets liste over deres kumpaner, der står til henrettelse, kan han og Sonja beholde livet.
Dødskysset
Ubekendt, 1915
Edgar Doran har hele sit liv boet på sine forfædres gamle, dystre gård dybt inde i skoven. Da han en dag rejser ind til storbyen, møder han – i et ekstravagant kunstnerselskab – den excentriske, smukke Vera, der tryllebinder ham ved første blik. Edgars heftige følelser gengældes, parret gifter sig og flytter sammen ud i skoven.
Dødsvarslet
Aage Brandt, 1912
Maleren Laurent betragter danserinden Marguerites optræden og føler sig med det samme draget af hendes smukke væsen. Han inviterer hende til sit atelier, og de to forelsker sig. Uheldigvis er Marguerite allerede gift med Stelio, som hurtigt får nys om bedraget.