Den farlige Alder

Eugen Illés, 1927, 78 min
Den 40-årige Elsie Lindtner er smuk, bor i et smukt hus og er gift med en anset universitetsprofessor. Alligevel er der noget, der nager. Hun er ved at nå 'den farlige alder', hvor skønheden begynder at falme og kedsomheden trænger sig på. Hun forelsker sig i en yngre mand og lader sig skille, men ender med at gemme sig væk på et landsted, hvor hun kan ældes i ubemærkethed.

Filmen er baseret på danske Karin Michaëlis' store og skandaleombruste gennembrud fra 1910. Med ’Den farlige Alder’ satte Michaëlis for første gang kvindens overgangsalder på dagsordenen – og det i en form, som gav genlyd over hele Europa. Med sit moderne blik på kvinders begær var romanen på mange måder forud for sin tid.
Eugen Illés' filmatisering fortolker stoffet med fri hånd, psykologiske nuancer og ekstra ingredienser af både komik og moral. Asta Nielsen stråler gådefuldt og karismatisk som Elsie Lindtner, og det lykkes Illés at forblive tro mod romanens kerne og forene komedie og tragedie i en populær film om alder og længsel. Rollen som den skønne professorfrue, der frygter forfald og glemsel, blev Asta Nielsens næstsidste filmrolle. Hun var på dette tidspunkt 46 år og forlener rollen med den modne kvindes og skuespillers dybe erfaringer.

’Den farlige Alder’ blev filmatiseret første gang i Danmark i 1911 og blev stærkt censureret og flere steder forbudt. Den version, instrueret af August Blom, forholder sig ganske frit til romanforlægget og har vinklet fortællingen som et mor/datter-jalousidrama. August Bloms version kan også ses her på sitet.